Mælkeproduktion

Landbrugskunder belaster sparekasseregnskab

Sparekassen Vendsyssel nedskrev i 2012 over 100 millioner kroner på udlån til landbruget

Sparekassen Vendsyssel nedskrev sidste år over 100 millioner kroner på udlån til landbruget. Arkivfoto: Niels Meredin
Sparekassen Vendsyssel nedskrev sidste år over 100 millioner kroner på udlån til landbruget. Arkivfoto: Niels Meredin

Opdateret kl. 10:24

VRÅ: Sparekassen Vendsyssel fik i 2012 et overskud før skat på over 100 millioner kroner, hvilket er fire gange mere end i regnskabsåret 2011. Det viser sparekassens årsregnskab, der blev offentliggjort onsdag.

Men det fremgår også af årsregnskabet, at overskuddet endda kunne have været meget større.

Sparekassens tal er nemlig belastet af nedskrivninger på udlån til landbruget på over 100 millioner kroner.

Mælkeproducenter bløder

Sparekassens udlån til landbrugsbranchen udgjorde ved udgangen af 2012 kun godt 16 procent af sparekassens samlede udlån, men hele 35 procent af sparekassens samlede nedskrivninger på 781 millioner kroner.

Det er især mælkeproducenterne blandt landbrugskunderne, der volder sparekassen problemer.

- Mælkeproducenterne er klemt af lave afregningspriser for mælk på den ene side og høje foderpriser på den anden, siger administrerende direktør Vagn Hansen fra Sparekassen Vendsyssel til NORDJYSKE Stiftstidende.

Mælkekvoter udfases

Derudover er mælkeproducenterne belastet af, at mælkekvoter bliver udfaset fra 2015.

- Det har fået os til udover de normale nedskrivninger på landbrugskunder at nedskrive med 53 millioner kroner på vores udlån til landbrug, fortæller han.

Vagn Hansen understreger, at på trods af landbrugets øjeblikkelige problemer, så har udlån til landbruget generelt været en god forretning for Sparekassen Vendsyssel.

Er et ”godt resultat”

Bankforsker Lars Krull fra Aalborg Universitet mener, at Sparekassen Vendsyssels årsregnskab overordnet set er ”godt”.

- Det er svært at sammenligne sparekassens nye årsregnskab med de tilsvarende tal for 2011, fordi der er sket to fusioner (med Sparekassen Limfjorden og Sparekassen Hvetbo, red.) i 2012, men indtjening og overskud er absolut positive størrelser, siger han.

Sparekassens garanter har udsigt til at få deres garantkapital forrentet med godt tre procent i 2012.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden