Landets første hotline til sukkersyge
Fremover kan patienter og andre med spørgsmål om diabetes ringe til sygeplejerske på landets første hotline om sygdommen
Opdateret 17. maj 2022 kl. 08:46
Mandag åbnede Steno Diabetes Center Nordjylland som de første i landet en sygeplejerskebetjent diabetes-hotline, der er åben fra klokken 8 til 22.30. Her kan voksne borgere med sukkersyge, pårørende, praktiserende læger og andre sundhedsprofessionelle kan få akut rådgivning og svar på spørgsmål om sukkersyge.
Diabetes-hotlinen er den første i landet, der henvender sig til en bred målgruppe.
- Vores diabetes-hotline giver tryghed til borgere med diabetes, og samtidig ser vi et behov for rådgivning til sundhedsfaglige, når de står med et akut spørgsmål om diabetes på eksempelvis et bosted eller plejehjem. Insulin er en af de farligste typer medicin, og der opleves jævnligt utilsigtede hændelser. Dem kan vi forhåbentlig forebygge, ligesom vi kan undgå unødvendige indlæggelser, siger Poul Erik Jakobsen, der er direktør for det nyetablerede Steno Diabetes Center Nordjylland i en pressemeddelelse.
Tryghed for borgerne
Den nye diabetes-hotline bliver bemandet af erfarne diabetessygeplejersker lokaliseret på regionens fire diabetesambulatorier eller sengeafsnit i Aalborg, Thisted, Farsø og Hjørring/Frederikshavn.
- Dermed sikres sammenhængen mellem den almindelige behandling på diabetesambulatoriet og de akut opståede forværringer, og det giver en tryghed for borgeren at tale med det personale, de kender i forvejen. Personale og pårørende bliver visiteret til en centralt bemandet rådgivning. Det sikrer, at akut opståede situationer kan håndteres hurtigt, siger Hanne Ravn Larsen, der er afsnitsledende sygeplejerske på Steno Diabetes Center Nordjylland i pressemeddelelsen.
Efterspurgt hos patientforening
Hos den lokale afdeling af Diabetesforeningen er man glade for det nye tilbud.
- Vi har efterspurgt sådan en bredt funderet diabetes-hotline. Det giver tryghed for os som patienter, og jeg håber, at tilbuddet bliver godt modtaget. Jeg er sikker på, at hotlinen vil kunne hjælpe især pårørende gennem svære situationer. Når et familiemedlem får diabetes, så bliver hele familien jo ramt. Samtidig er det vigtigt for os, at telefonerne er bemandet med erfarne diabetessygeplejersker med en bred viden, siger Dorte Hinzmann, der er Formand for Diabetesforeningens afdeling i Aalborg i pressemeddelelsen.
Der er cirka 35.000 nordjyder med type 1 og type 2-sukkersyge.
Tilbuddet er tiltænkt voksne borgere. På sigt kommer der et lignende tilbud målrettet børn med diabetes.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.