Mariagerfjord

Landsbyildsjæl skal kåres

Tre med i opløbet om prisen fra Mariagerfjord Kommunes Landdistriktsråd

Bestyrelsen for Visborg Husflidsforening, heriblandt Rut Jørgensen (tv), er blandt de nominerede til prisen som årets landsbyildsjæl efter den vellykkede indsats for at skaffe foreningen nye lokaler. Foreningen indviede i november sit nye tilholdssted i den tidligere skole i Visborg. Arkivfoto: Lars Pauli
Bestyrelsen for Visborg Husflidsforening, heriblandt Rut Jørgensen (tv), er blandt de nominerede til prisen som årets landsbyildsjæl efter den vellykkede indsats for at skaffe foreningen nye lokaler. Foreningen indviede i november sit nye tilholdssted i den tidligere skole i Visborg. Arkivfoto: Lars Pauli

MARIAGERFJORD: For 5. år i træk indbyder Mariagerfjord Kommunes Landdistriktsråd til årsmøde. Det foregår tirsdag 27. januar i Arden Kulturhus kl. 17, hvor repræsentanter fra lokkommunens landsbyer sætter hinanden stævne til et program med fokus på landsbyernes mange udfordringer.

Højskoleforstander Tyge Mortensen, Ryslinge, der har stor erfaring med udvikling af små landsbysamfund, vil indlede mødet med et inspirerende foredrag med titlen ”Oprørsbevægelsen fra udkanten”.

Heri argumenterer han for sin ide om, at landsbyerne i fremtiden skal være et eksperimentarium for et nyt ”sammenhængende Danmark”.

Efter en spisepause vil deltagerne blive fordelt i fire emnegrupper, hvor der gives inspiration til det lokale arbejde.

Mariagerfjord Kommunes tekniske chef Lars Højmark vil præsentere kommunens nye trafik- og mobilitetsplan, der bl.a. beskriver sammenhængen mellem by- og trafikplanlægning, bæredygtig transport og tilgængelighed.

Seniorforsker Jesper O. Jensen, Aalborg Universitet vil belyse emnet ”Boligmarkedet udenfor de større byer” på baggrund af en nylig undersøgelse, der blandt andet tager fat i de udfordringer, der findes i relation til tomme boliger, tilpasning af serviceforsyningen og samarbejdet mellem kommune og lokalsamfund.

Kommunikationskoordinator Jesper Lemming, Ringkøbing-Skjern Kommune vil belyse emnet ”Landdistrikternes udfordring med manglende digital dækning” med baggrund i erfaringer fra Vestjylland.

Endelig vil Landsbyildsjæl Keld Jensen, Vestervig komme med et praktisk bud på, hvordan et mindre lokalsamfund har vendt afvikling til udvikling gennem diverse projekter.

I løbet af aftenen vil der desuden være underholdning ved en ”rigtig landsbyiværksætter” og orientering om Landdistriktsrådets arbejde.

Et højdepunkt bliver uddeling af prisen til ”Årets Landsbyildsjæl”. Blandt en god portion forslag har Landdistriktsrådet nomineret tre kandidater:

Visborg Husflidsforening for en utrættelig indsats i forbindelse med ombygning af Visborgs tidligere skole til et dynamisk og kreativt husflidscenter.

Lars Baisgaard, Als, for hans store indsats med etablering af lokale computerarrangementer for unge.

Flemming Rasmussen, Glenstrup for en lang række initiativer i bl.a. området ved Glenstrup Sø.

Prisen på 5000 kroner og et kunstværk overrækkes af Formanden for Udvalget for Kultur og Fritid Jørgen Pontoppidan (V).

Formanden for kommunens Landdistriktsråd Jens Cæsar Jensen, Veddum, håber på et godt fremmøde. Sidste årsmøde tiltrak cirka 110 deltagere.

Tilmelding foregår til anola@mariagerfjord.dk senest 20. januar kl. 12.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden