Sport

Lange møder med nye idéer

Ove Pedersen vil ikke revolutionere Hobro, men cheftræneren bliver ikke et tavst indslag

Lørdag gjorde Ove Pedersen sine spillere klar til mødet med SønderjyskE. Foto: Laura Guldhammer
Lørdag gjorde Ove Pedersen sine spillere klar til mødet med SønderjyskE. Foto: Laura Guldhammer

Opdateret kl. 08:37

HOBRO: Forud for søndagens udekamp mod SønderjyskE har Hobro-spillerne gennemført fire træningspas under ledelse af Ove Pedersen, og den nye cheftræner har en del på hjerte.

- Vi har startet alle træninger i ugen med et møde, hvor Ove har indprentet sine idéer i vores hoveder. Vi har brugt noget tid på at høre, hvad det egentlig er, han gerne vil. Det har også kostet nogle lange møder, siger Jonas Brix-Damborg.

Midtbanespilleren forventer, at nogle af de nye tanker bliver synlige mod SønderjyskE.

- Jeg tror faktisk, der kommer til at ske en del ændringer. Jeg synes, det har været rigtig spændende med Ove, og han er kommet med nogle nye idéer fra første dag, fortæller Jonas Brix-Damborg.

Den rutinerede cheftræner mener blot, at der er tale om småjusteringer, men han lægger ikke skjul på, at defensiven har været et fokuspunkt.

Hobro har indtil videre lukket 36 mål ind, hvis man medregner skrivebordsnederlaget på 0-3 til AGF, og holdet er dermed indehaver af en kedelig rekord med flest indkasserede mål i Alka Superligaen.

- Der er heldigvis andre hold, som har den samme sygdom. Hvis vi kan få sat proppen lidt bedre i end de andre hold, så har vi også en realistisk tro på, at vi kan indhente nogle af de andre, selvom det er op ad bakke, siger Ove Pedersen.

Kampen i Haderslev starter klokken 13.30. Hobro må undvære karantæneramte Tidiane Sane på midtbanen, og han afløses sandsynligvis af Kasper Povlsen eller Mads Jessen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden