Aalborg Teater og dets publikum gør deres - nu er det statens tur

Publikum og civilsamfundet i Nordjylland støtter teateret, der aften efter aften kvitterer med forestillinger af kunstnerisk høj kvalitet. Hvor længe kan kulturministeren lade være med at gøre det samme?


Opdateret 23. marts 2022 kl. 08:38

Aalborg Teater har i næsten 145 år været et markant og profileret landsdelsteater. Opsætningerne spænder vidt og favner bredt, hvad enten man er til internationale klassikere eller helt ny dansk dramatik. Plakaterne på Aalborg Teaters facade i den smalle Jernbanegade udbasunerer alle de oplevelser, der gemmer sig inde i den undseelige og forholdsvist lille bygning.

Men som Nordjyske har kunnet fortælle, lykkes teatret med alt det på trods. For den gamle bygning egner sig ikke til et nutidigt teater, scenen er så lille og arbejdsforholdene så ringe, at det holder gæstespil fra udlandet fra at komme til Nordjylland, selvom de gerne vil. Opsætningerne kan simpelthen ikke være på scenen, og bilerne med udstyr kan ikke komme ind i de gamle smalle gader.

Aalborg Teaters faste ensemble må bide i det sure æble og forholde sig til varme og kulde, og til at få sat begrænsninger for fx scenografi, da publikum i salens sider kun kan se det, der foregår ind på midten af scenen.

Aalborg - og Nordjylland - har brug for et nyt teater, kort og godt. Og planen ligger klar fra teatrets side, der allerede for ti år siden præsenterede en vision for et nyt teater på Spritten. En oplagt placering for et visionært og bynært kunstnerisk epicenter for teaterkunst, placeret på en af de eneste, tomme grunde af den rette kaliber, der er tilbage i centrum af Aalborg. Og et sted, hvor det kan indgå i samspil med andre kunstinstitutioner.

Planerne er der, men pengene fra staten mangler. Aalborg Teater er et statsligt teater, og uden et økonomisk tilsagn fra staten, har det ikke været muligt for Styregruppen for Aalborg Teater at få støtte fra nogle af de store fonde trods ihærdigt benarbejde.

Og grunden er der også - endnu. Spørgsmålet er, hvor længe ejerne af grunden har nerver til at lade den ligge ubebygget hen, uden et tilsagn om, at projektet med et nyt teater bliver til noget. Dermed er der en risiko for at miste muligheden for altid for at få et teater med en central placering i landsdelens største by.

Som Nordjyske beskrev over en række artikler for et lille år siden, bliver statens støttekroner "af historiske årsager" fordelt efter en skæv model, der forfordeler provinsen. I december blev Skagens Kunstmuseer derefter tildelt en ekstra million, men den alene kan på ingen måde opveje de store forskelle, der er på, hvad landsdelsteatrene får af tilskud fra staten. Et nyt teater i Aalborg er en oplagt chance for kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til at vise, at staten er ambitiøs og visionær og også understøtter kulturlivet uden for hovedstaden.

Indtil da har både det nordjyske publikum og teatrets (potentielle) sponsorer en vigtig opgave: At bakke op om Aalborg Teater, at vise med tilstedeværelse, billetkøb og støttetilkendegivelser, at vi har fortjent en fremadstormende og ambitiøs teaterscene i Aalborg. Udsolgte forestillinger er det bedste argument, teatret kan ønske sig.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden