Efter ti års kamp: Skagens Kunstmuseer får millionbeløb fra staten

Efter ministerbesøget i november er der hul igennem til Christiansborg - og Lisette har tænkt sig at fortsætte kampen

Kulturministeren og regeringens støttepartier har besluttet at hjælpe Skagens Kunstmuseer med at bevare vigtig dansk kulturarv. Arkivfoto: Peter Broen

Kulturministeren og regeringens støttepartier har besluttet at hjælpe Skagens Kunstmuseer med at bevare vigtig dansk kulturarv. Arkivfoto: Peter Broen

SKAGEN:For blot en måned siden meldte kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen sit besøg på Skagens Kunstmuseer. Og rundvisningen i museerne, hvor personalet kæmper hårdt for at bevare værkerne for eftertiden, ser nu ud til at give pote.

Kulturministeren og regeringens støttepartier har netop fundet en million kr. ekstra til museet.

Pengene skal gå til den særlige bevarings- og konserveringsindsats, der har vist sig nødvendig efter fusionen med Drachmanns og Anchers kunstnerhjem i 2014.

Og det er en glad museumsdirektør, der tager imod:

- Jeg er rigtig glad for, at der er blevet lyttet til os. Vi har i lang tid peget på, at der er en ulige fordeling af statsstøtte på tværs af landet. Vi ved godt, at det kan være en svær opgave, at det skal gøres grundigt, og at den er forbundet med tid, siger Lisette Vind Ebbesen.

Kampen fortsætter

Den ene million kroner, som Lisette Vind Ebbesen og Skagen Kunstmusser fredag fik sat i udsigt, kan dog hurtigt få ben at gå på, konstaterer museumsdirektøren.

- Det er dejligt, at der bliver lyttet, og at vi får en million til at støtte op omkring vores samlingsvaretagelse nu og her, men det løser ikke vores udfordringer på sigt, siger Lisette Vind Ebbesen, der stadig vil kæmpe for, at der bliver kigget på den ulige fordeling af kulturkroner på landsplan.

- Der skal ikke være tvivl om, at jeg er glad for anerkendelsen. Men den statsstøtte, vi modtager, står stadig ikke mål med de opgaver, vi skal løfte, og jeg håber, at man stadig vil kigge på fordelingsmodellen. Det bliver ikke svært for os at bruge pengene, for der er rigeligt med opgaver at tage fat på, siger hun.

Kulturminister: Vi yder akut hjælp

Kulturminister Ane Halsboe Jørgensen er den første kulturminister siden Bertel Haarder, der har takket ja til at besøge museet. Og hun pointerer, at det er en central del af Danmarks kulturarv og -historie, der gemmer sig i arkiverne i Skagen.

- Ved at give Skagens Kunstmuseer en håndsrækning til at løse den helt akutte udfordring med at konservere og bevare kunstværker, værner vi om en vigtig del af vores kulturarv.

- Det er jo et stykke kulturelt danmarkshistorie og på nogle områder verdenshistorie, Skagens Kunstmuseer har mellem hænderne, siger kulturminister Ane Halsboe Jørgensen i en pressemeddelelse.

8. november i år besøgte kulturminister Ane Halsboe Jørgensen (S) Skagens Kunstmuseer. Arkivfoto: Martin Damgård

8. november i år besøgte kulturminister Ane Halsboe Jørgensen (S) Skagens Kunstmuseer. Arkivfoto: Martin Damgård

Corona lægger pres

Som det gælder landets øvrige kulturinstitutioner, har coronapandemien også haft en indvirkning på Skagens Kunstmuseers økonomi og drift.

Det fortæller Lisette Vind Ebbesen.

- Vi har oplevet et fald i antallet af besøgende. Helt aktuelt mangler vi tre millioner kroner i entréindtægter for 2021. Det er blot for at illustrere, hvor hårdt det rammer os, når vi ikke har gæster på vores museer, siger direktøren, der håber, at det ikke kommer til en nedlukning af kulturlivet igen.

Under sidste nedlukning var der ingen hjælpepakke til tabte indtægter. Museet rejser selv 82 procent af deres indtægter - ud af disse er 60 procent forbundet med besøgende, og det gør museet skrøbeligt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden