Borgeres selvtægt er et symptom på et alvorligt problem
Kriminalitet skal ikke opklares på Facebook, men hvad gør man, hvis man ikke tror på, at systemet hjælper?
De fleste har nok mødt noget lignende i deres Facebook-feed:
Et overvågningsfoto af en formodet tyv - ofte ledsaget af en tekst, hvor afsenderen desperat leder efter vedkommende på billedet. Måske udlodder de endda en dusør til dem, der kan komme med flere oplysninger. Opslaget spredes med lynets hast.
Man kan let sætte sig ind i frustrationen, og selvom handlingen måske umiddelbart kan virke forholdsvis uskyldig, så er det et alvorligt brud med vores retssamfund.
Men handlingen er som regel udtryk for frustration, som vi skal tage alvorligt: Nemlig en mistillid til vores system.
I denne uge kunne Nordjyske fortælle, hvordan fire ansatte hos Industrivejens Maskiner ApS i Nørresundby er blevet sigtet for ulovlig indtrængen. Sigtelsen kommer efter, at de ansatte fandt frem til to af deres minilæssere, som var blevet stjålet fra en byggeplads.
Tyveriet blev anmeldt til Nordjyllands Politi, men da politiet ikke havde ressourcer til at lede efter maskinerne uden konkrete tips, valgte direktøren og hans medarbejdere selv at bidrage med opklaringen , og derfor mødte de op på den landejendom, hvor de var kommet på sporet af de stjålne minilæssere.
Nordjyske har for nyligt også fortalt om Nikolaj Hansen, som har været udsat for indbrud i hans private hjem, og som efterfølgende har delt en overvågningsvideo på Facebook og udloddet en dusør på 10.000 kroner til den, der kan fortælle, hvem de formodede tyve er. Han har dog hverken meldt tyveriet til politiet eller forsikringen.
De to sager adskiller sig væsentligt fra hinanden, men der er alligevel en underliggende fællesnævner. En trang til selv at tage affære.
Det er nemt at forstå den trang og følelsen af frustration og afmagt, som man som offer for sådanne forbrydelser må stå tilbage med.
Men der er et sæt fælles spilleregler, som vi må og skal anerkende. For det er vores offentlige system, som skal opklare forbrydelser og ligeledes idømme straf.
Når privatpersoner overtager rollerne, kan det ofte ende med at blive følelserne, der tager over.
Derfor risikerer man også, at man kommer til at gøre noget, som ikke står på mål med den forbrydelse eller krænkelse, som vedkommende, man for eksempel hænger ud på Facebook, egentlig har begået.
Det er undergravende for vores retssamfund og giver tilstande, som minder om det vilde vesten, når folk tager loven i egen hånd - især ved hjælp af sociale medier.
Men hvis der ikke er tillid til retssystemet, så er vi tilbøjelige til at løse konflikter på anden vis.
Og den del skal tages alvorligt. For det er for let at pege fingre af de folk, der vælger at tage sagen i egen hånd, hvis de har mødt et system, som efterlader dem uden tilstrækkelig hjælp.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.