Nordjyske mener

Brian Laudrup kunne have spillet i min baghave. Jeg havde budt ham velkommen

Peter Simonsen er erhvervsredaktør hos Det Nordjyske Mediehus.
Peter Simonsen er erhvervsredaktør hos Det Nordjyske Mediehus. Foto: Henrik Bo

Hvad har en af dansk fodbolds helt store legender, Brian Laudrup, til fælles med den italienske flødefod Andrea Pirlo, landsholdsspiller Joachim Andersen og tidligere Real Madrid-angriber Javier Hernández?

De har alle som knægte rendt rundt på nordjyske fodboldbaner som deltagere i en af verdens største ungdomsfodboldturneringer.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Dana Cup i Hjørring.

I dag er Laudrup, Pirlo, Andersen og Hernández for længst faldet for aldersgrænsen, men sikkert er det, at den sidste fodboldstjerne ikke har sat sine ben på græsbanerne i Hjørring og omegn.

For Danmarks største tilbagevendende sportsbegivenhed, der midlertidigt fordobler Hjørrings indbyggertal, afvikles traditionen tro igen i uge 30.

Og tallene bag turneringen er lige så imponerende som altid.

1000 hold fra 50 forskellige lande.

30.000 deltagere fordelt på spillere, trænere, dommere og forældre.

2500 kampe og næsten en kvart million serverede måltider.

Og alt sammen båret mere eller mindre af 1300 frivillige sjæle, som trofast dedikerer tid, energi og opmærksomhed. Til noget, hele byen og kommunen kan være stolt af.

Som næsten nabo til en større idrætsklub i Hjørring går uge 30 ikke ubemærket hen. Fra tidlig morgen til aften og uanset vejret hører man fra boldbanerne jubelbrøl, hujen og heppen på alverdens eksotiske sprog, og både lokale erhvervsdrivende og idrætsforeninger har lige så megen grund til at juble.

For Dana Cup og dens enorme entourage bidrager med næsten 200 millioner kroner i direkte turismeomsætning, og de lokale idrætsforeninger tjener en klækkelig skilling til klubkassen.

Det er vist det, man kalder en win-win.

En ung Brian Laudrup i april 1989 - seks år efter at han deltog i Dana Cup med Brøndby IF. Arkivfoto: Jytte Bjerregaard/Ritzau Scanpix

Sommeren i Nordjylland er som altid et stærkt vidnesbyrd om, hvad frivillige kræfter kan skabe sammen. Fra den kulturelle smeltedigel ved Dana Cup til de over 2000 lokale ildsjæle, der engagerer sig i Hjallerup Marked, og de næsten 5000 frivillige medhjælpere på Nibe Festival.

For ikke at glemme Rebildfesten, Skagen Festival, Aalborg Pride og et væld af andre større og mindre begivenheder, hvor frivilligheden er limen, der binder det hele sammen. En uundværlig forudsætning.

I et travlt og forhastet samfund, hvor frivilligheden er under pres som aldrig før, er det desto mere vigtigt at stoppe op og hylde de individer, som gør noget for andre. Som er med til at sørge for, at både børn, unge, voksne og ældre får oplevelser for livet.

Hvad end det er til en fodboldturnering, en festival eller et kræmmermarked.

Respekt for jer.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden