Dræb ikke festen i Kilden
Kultur og natur må dele pladsen i Kildeparken i Aalborg - uden liv og mennesker, giver en park ikke mening
Opdateret kl. 22:03
Aalborg er en rig by - rig på smukke renæssancehuse, toppede brosten og historiske pladser og parker.
Men også rig på kultur, unge mennesker og folkelighed.
Netop hensynet til de unikke omgivelser på den ene side og det liv, der leves på den anden, er på spil, når nogle af Aalborgs politikere vil lave en lokalplan for Kildeparken.
Den smukke, gamle park, som ikke kunne ligge mere centralt placeret end den gør, er ikke blot en fryd for øjet. Den rummer også bevaringsværdige træer, som de fleste med en respekt for vores fortid og kulturarv naturligvis gerne vil beskytte.
Derfor giver det mening at tage særlige hensyn, når det handler om at bruge parken til koncerter, markeder og andre aktiviteter.
Men parken er også fortsat perfekt til det, den oprindeligt blev skabt til: At danne ramme om byens liv og mennesker, når de har fri og skal slappe af. Kildeparken er for eksempel helt central, når hele Aalborg eksploderer i sambarytmer i slutningen af maj hvert år til Nordeuropas største karneval.
Når paraden af (mestendels) unge i mere eller mindre takt er færdige med at danse sig vej gennem centrum, ender festen i Kildeparken.
Sådan har det været indtil nu, hvor en lokalplan er kommet på banen.
I værste fald - og det er en reel frygt hos folkene bag Karneval i Aalborg - betyder hensynet til parkens fauna, at det bliver umuligt at holde den årlige fest i Kildeparken og dermed i Aalborgs midtby.
Uden karneval ville Aalborg miste en del af sit DNA.
Alle, der har oplevet karneval, ved, at det går vildt for sig, nogle gange også for vildt. Det er en voldsom fest med en meget høj promille, men den er samtidig en fuldstændig fantastisk, livsglad og inkluderende udladning af energi og glæde. Har man én gang været med, glemmer man det aldrig.
Samtidig ville byen også stå uden et udstillingsvindue for tusindvis af unge fra hele landet, der møder Aalborg for første gang som karnevalist. En del af dem kommer igen som studerende og bosætter sig heroppe.
Hvor stor karnevalseffekten er, kan være svær at afgøre. Men Karneval i Aalborg er med sikkerhed en større tiltrækningsfaktor end selv de flotteste og ældste træer i en af byens parker.
Sådan en begivenhed kan ikke sættes på økonomisk formel, men det er afgørende for vores by, at en lokalplan for Kildeparken ikke kun beskytter den unikke park, men også skaber en ramme for det unikke stykke kultur, Karneval i Aalborg er.
Det er, når alt kommer til alt, alligevel det vigtigste.
For i sidste ende er en by uden liv og mennesker en kulisse, der mister sin berettigelse.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.