Borgmestrene stopper på stribe - og efterlader et problem, der går over af sig selv
Selvom den politiske erfaring tager et ordentligt dyk på borgmesterposterne rundt om i Nordjylland efter næste valg, vinder nordjyderne også noget
Opdateret 17. august 2024 kl. 12:18
Lederen er opdateret, da det rettelig er fem og ikke fire nordjyske borgmestre, der ikke genopstiller til posten i 2025.
Én stoppede kort tid efter det seneste valg, to af de allertungeste profiler meddelte begge i foråret, at de takkede af. En meddelte allerede ved indgangen til perioden at det var hans sidste, og tidligere på ugen tog endnu en nordjysk borgmester så samme beslutning.
Lige meget hvordan borgerne i det nordjyske sætter deres kryds til næste års kommunalvalg, er det altså mejslet i sten, at persongalleriet på borgmesterposterne ser markant anderledes ud efter valget end fire år tidligere.
Fordi borgmesteren er den eneste fuldtidspolitiker i alle de nordjyske kommuner udover Aalborg, er denne politiske post fuldstændig central: Ud over at være den politiske chef i kommunen, er borgmesteren også øverstkommanderende for de kommunalt ansatte - og når man ser på antallet af ansatte i de nordjyske kommuner, kan man virkelig få en idé om, hvor tung en borgmesterpost rent faktisk er.
Det er med andre ord langt fra ligegyldigt, hvem der bærer borgmesterkæden.
Alene med Birgit Hansen (S) og Mogens Gade (V) forlader en håndfuld årtiers politisk erfaring borgmesterposterne i Nordjylland. Og derudover er det også to af de allermest populære skikkelser blandt vælgerne: Begge borgmestre sidder for bordenden i byråd, hvor deres parti alene kan mønstre flertallet, først og fremmest båret frem af netop de to stemmeslugere og deres store personligheder og politiske tæft.
Både Birgit Hansen og Mogens Gades kæmpestore vælgeropbakning viser, hvor vigtig en markant og dreven politiker er i lokalpolitik. Dronningen af Frederikshavn er Birgit Hansen blandt andet blevet kaldt, og hendes nærmest urørlige position har betydet, at hun har kunnet bruge sin magt på en helt anden måde, end en "rigtig" dronning.
Men med erfaring følger også vaner og - magtfuldkommenhed, der i yderste konsekvens kan føre til magtmisbrug og manglende demokrati. For at undgå det er udskiftning den enkleste medicin.
Derfor er det som udgangspunkt godt gået, at de fire borgmestre selv har taget konsekvensen og lader andre kræfter komme til. Også selvom deres erfaring nok nogle gange vil blive savnet.
Mangel på erfaring er heldigvis noget, der går over helt af sig selv over tid.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.