To poser slik til en fornuftig pris - det bliver et stort ja tak. Også selvom jeg naturligvis godt ved, at sukkerfælden på ingen måde er tilfældigt placeret.  

Men måske kommer der en tid, hvor jeg ikke længere får muligheden. 

I hvert fald ønsker sundhedsorganisationer som Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen et forbud mod slik og chokolade ved kassen for at mindske impulskøb og forbedre folkesundheden. 

Er det virkelig statens opgave at blande sig i, hvad vi lægger i indkøbskurven?

De fleste ønsker et sundere samfund, og selvfølgelig skal der være en balance mellem frihed og regulering - vi har for eksempel allerede adskillige regler på tobaksområdet. 

Nu er det næste så, at man taler om at fjerne usunde fødevarer fra prominente placeringer i supermarkedet. 

Argumentet er, at disse varer spiller på psykologiske mekanismer, der får os til at købe mere sukker og fedt, hvilket påvirker folkesundheden negativt. 

Ingen tvivl om, at forslaget kommer af sundhedsfremmende hensigter, men spørgsmålet er, om vi med endnu mere statslig indblanding går for langt.

Man kunne spørge sig selv, om politikerne også skal beslutte, hvor rørsukker og den kalorierige vindruekerneolie skal placeres? 

Nordjyske har talt med købmand Poul Jensen fra Blenstrup, og han peger på, at det er blevet sværere at drive forretning med de mange reguleringer, der i højere og højere grad vil bestemme, hvordan han skal indrette sin butik. 

Poul Jensen retter sig efter henstillinger fra det offentlige, men tvivler på reguleringernes effekt: 

- Vores salg af tobaksprodukter er ikke gået ned, lige meget hvor meget man maler kartonerne og gemmer dem væk. Jeg tror, at det samme ville gælde for chokoladeprodukter og andre usunde fødevarer, lyder det. 

Friheden til at træffe personlige valg indenfor rimelighedens grænser er afgørende i et frit samfund som vores. Det gælder også retten til at bestemme, hvad vi køber. 

En chokoladebar ved kassen bør være et bevidst valg, ikke en skam eller noget, staten skal beskytte os mod.

I stedet for flere forbud kunne vi i stedet investere mere i sundhedsoplysning og for eksempel fortælle, at en stadig mere overvægtig befolkning er et kompleks problem, der ikke kan isoleres til en slikpose ved kassen, men nærmere er et udtryk for en vigende evne til at regulere sult og mæthed og dermed det samlede energiindtag, så det passer til aktivitetsniveau. 

Og det kan ikke løses ved at flytte varerne et andet sted hen. 

Intet samfund har godt af at forme borgerne til uselvstændige individer, der skal bruge formynderisk hjælp til at beslutte, hvad der er gode eller dårlige beslutninger. 

Derfor skal staten skal ikke blande sig i vores indkøbskurve – det ansvar skal vi have lov til selv at bære.