Det er et mantra, jeg lever efter.

Jeg prøver selvfølgelig at være et nogenlunde ordentligt menneske, men jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan leve op til alle mine principper. 

Derfor provokerer det mig enormt, når de sidste dages hellige hjemsøger kommentarsporene på sociale medier og ikke synes, Julie må droppe sine Nike-sko i protest mod et amerikansk styre, der nærmer sig fascisme, fordi hun ikke på samme tid kører sin Tesla i søen, og fordi hun stadig skriver på sin iPhone, og så er hun i øvrigt på Facebook lige nu. 

Det er de færreste af os, der kan leve 100 procent op til vores politiske eller etiske principper. Jeg kan i hvert fald ikke. 

Jeg er for eksempel ikke vild med, at grise i det konventionelle landbrug nogle gange står som sild i en tønde, bliver ulovligt halekuperet og rejser frem og tilbage i Europa i en grad, så de bliver syge og handicappede, inden de rammer vores frokostborde. 

Så jeg køber ikke svinekød. Men jeg siger stadig ikke nej til at spise min vens burger med bacon, hvis jeg får det serveret. 

Jeg er en hykler.

Den orange mands diktatur

Og det vender sig i mig, når jeg hører om nogle af de tiltag, som Donald Trump og hans skødehund Elon Musk indfører i USA for tiden. 

Når Trump forkert påstår, at Ukraine startede krigen mod Rusland.

Eller når de amerikanske myndigheder henter mennesker og sender dem til usle fængsler i El Salvador uden rettergang. Og nægter at sende dem tilbage, selv når de finder ud af, at den pågældende slet ikke var den person, de var ude efter. 

En kafkask politistat, hvor du kan blive samlet op af moralpolitiet på hvilket som helst tidspunkt for noget, du måske har sagt eller noget, du måske har gjort, og deporteret eller forsvundet.

På samme tid kører Trump en handelskrig, som virker helt og holdent amatøristisk. Tilfældig og uden opbakning i nogen videnskab. 

En handelskrig, som rammer alle mulige mennesker. 

Nordjyske virksomheder, der eksporterer til USA, må nu vende sig mod andre nye markeder eller sluge store underskud, fordi Trump har bildt sig selv ind, at amerikanerne skal tilbage til at producere sko og telefoner.

Det, synes jeg, er vanvittigt, og lige nu forværres vores forhold til USA næsten dag for dag. Så jeg synes, vi skal sige klart fra. 

Og alligevel udgiver jeg mine tekster på amerikanske platforme som Facebook og Bluesky, bruger Windows og skriver denne tekst på en computer produceret af en virksomhed med hovedkvarter i Texas.

Forsvarligt hykleri

Hvad gør man så ved det, når man bare er debatredaktør eller en helt almindelig nordjyde, der ingen påvirkning har på markederne eller på, hvem amerikanerne vælger som præsident? 

Jeg mener, man skal være en hykler, der handler.

Som psykoterapeut Lisa Ludvigsen skriver i Nordjyske fredag, fører udskamning af de knap så rene kun til afstand og splittelse. 

Så man må afgøre med sig selv, om man vil gøre intet, fordi man ikke kan gøre alt. Lade stå til, mens "Danmarks vigtigste allierede" forvandler sig til et kvasidiktatur og glad støtte USA med sin pengepung. 

Eller man kan gøre lidt. Eventuelt flytte sine indkøb, så meget man kan, til europæiske varer. 

Støtte Ukrainske nødhjælpsorganisationer i de tilfælde, hvor USAs støtte falder bort. 

Og støtte EU med sin stemme.

Jeg kommer ikke til at drikke Harboe Cola, men der er heldigvis andre veje.