En ny regel har set dagens lys. Man kan undre sig over, at det først sker nu
Højst 10 genstande om ugen. Og højst 4 på samme dag.
Det er anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen til vores alkoholforbrug.
Den ærlige erkendelser herfra, er at jeg selv overskred begge grænser i den forgangne uge. Ligesom cirka 60.000 andre nordjyder.
På landsplan har 860.000 danskere over 18 år et forbrug, der overstiger højrisikogrænsen. En grænse, der er sat, fordi et for højt forbrug af alkohol har alvorlige konsekvenser.
Alkohol bidrager til udviklingen af over 60 forskellige sygdomme og er relateret til en række psykiske lidelser som for eksempel angst og depression.
Sundhedsstyrelsen skønner, at omkring 3.000 dødsfald i Danmark hvert år kan relateres til alkohol, enten som den primære eller medvirkende dødsårsag. Det svarer til 6 % af alle dødsfald.
Og så vokser 122.000 børn op i familier med alkoholmisbrug. De lever et svært liv og har eksempelvis markant større risiko for at opleve vold i hjemmet og for selv at ende som misbrugere.
For bare at nævne en del af fakta.
Med de tal in mente virker det ganske rimeligt, at Aalborg Universitet har indført et nyt regelsæt for studiestart og alkoholindtag.
AAU har besluttet, at det nu er forbudt at drikke alkohol før klokken 16 på universitetet, og samtidig skal tutorerne sørge for, at det ikke er nødvendigt at drikke alkohol for at deltage i aktiviteter under studiestart.
Hvis man lige læser ovenstående igen, virker det nærmest så himmelråbende oplagt, at man undres over, at reglerne ikke er indført for længst.
Det vidner i den grad om, at den danske alkoholkultur er problematisk.
Forbruget har rødder, der stikker dybt, og for mange starter det problematiske forhold til alkohol allerede i teenageårene, hvor festkulturen og det sociale pres om at drikke nærmest er et ritual for at blive voksen. Det er et forhold, der gør skade på unge mennesker og deres opfattelse af, hvad der er et normalt og acceptabelt forbrug af alkohol.
At fjerne alkohol fra dagtimerne og i studiestartens officielle program er et sted at starte, men ansvaret påhviler os alle i fællesskab.
Derfor bør Aalborg Universitets nye regler ses som et led i en større og nødvendig samtale om, hvordan vi i Danmark forholder os til alkohol.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.