Men sagen mellem Maja Torp (V) og Nuuradiin Hussein (S) viser med al tydelighed, at Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen (S), endnu ikke har fundet fodfæste som den voksne i rummet.

De to byrådsmedlemmer er havnet i en betændt konflikt. 

Maja Torp anklager Nuuradiin Hussein for at have spredt et rygte om, at hun skulle have betalt et voldsoffer for at lyve. Hussein afviser alt. 

Og midt imellem står borgmesteren – og trækker på skuldrene, mens han sammenligner situationen med sine egne børn, der skændes.

En sammenligning, der bør vække bred bekymring, når den er en del af ledelsesværktøjskassen for manden, der er spidsen for landets tredjestørste kommune. 

Politik

De er fortsat dybt uenige, men for borgmesteren er sagen afsluttet

Lasse Frimand Jensen har ingen rådmandserfaring at trække på. Han har været gruppeformand, ja, men at sidde for bordenden i en politisk krisesituation er noget helt andet. 

Det blev tydeligt, da Maja Torp først afviste hans mødeinvitation, og han stod tilbage uden en plan B. I stedet for at tage lederskab lod han hende diktere tid, sted og præmisser for, hvordan og hvornår konflikten skulle diskuteres. 

Den form for magttomrum ville de færreste andre nordjyske borgmestre nok have accepteret.

Og hvor står vi så nu? Ingen af parterne rykkede sig ved seneste møde. Nuuradiin Hussein siger, han ikke har spredt rygter. Maja Torp holder fast i, at han har. 

Og borgmesteren? 

Han vil ikke vurdere, hvem der taler sandt – men siger samtidig, at han ikke stoler på nogen af dem. Det er en bemærkelsesværdig konklusion. 

Når et demokratisk problem i Aalborg Byråd bliver reduceret til et søskendeskænderi, bliver det ikke bare ufint. Det bliver useriøst. Det er ikke en privat opdragelsessituation. Det er politik på højt niveau, med konsekvenser for tillid, samarbejde og det kommunale maskinrum.

Aalborg er hele Nordjyllands lokomotiv. En by og kommune i vækst, med tusindvis af ansatte, store investeringer og politiske beslutninger, der rækker langt ud over kommunegrænsen. 

Det kræver en borgmester, der kan sætte retning – også når det bliver svært. Når tilliden knager i byrådssalen, og presset stiger. 

Hvis borgmesteren i dé øjeblikke sætter sig på hænderne og håber, at stormen driver over af sig selv, er det ikke bare uerfarenhed. Det er en reel svaghed i den politiske ledelse af Aalborg.

Og det bør vække bekymring – ikke bare hos socialdemokraterne, men hos alle, der ønsker en stærk og handlekraftig by i nord.