I Mette Frederiksens åbningstale - den sjette af slagsen - fyldte den nære velfærd betydeligt mere end de store internationale linjer.  

Statsministeren læser selvfølgelig også meningsmålinger - i de seneste af slagsen fremgår det, at var der valg nu, ville kun godt en ud af tre danskere stemme på flertalsregeringen - og analysen i Socialdemokratiet er helt klart, at det igen er tid til at satse partistøtten på rødt.  

Talen handlede om alt det, staten kan gøre af godt for borgerne - i fremtiden skal vi have en pakke til KOL-patienter, senere til mennesker med diabetes og andre kroniske sygdomme. Børnefamilier skal have bedre vilkår, unge og gamle også, og oveni skal der også findes flere penge til forsvaret.  

Rød var talen også på den måde, at der ikke blev spildt mange ord på, hvor pengene og arbejdskraften skal komme fra. Det helt spørgsmål om pensionsalder var således henvist til en bisætning og en fremtidig behandling. 

Mest tid brugte hun på de mest udsatte: Dem fra bænken, dem med hundene, dem på stoffer og de stærkeste øl. 

Helt sikkert en sag, der er tæt på statsministerens hjerte, men omvendt også en, der godt kunne have fyldt noget mere noget tidligere i Mette Frederiksens lange karriere i magtens centrum. 

Men trods alt bedre sent end aldrig.  

- Der er situationer, hvor vi må lade udsatte mennesker leve deres egne liv, men det betyder ikke, at vi skal lade dem i stikken. Vi skal bare passe på med at have for fastlåste ambitioner på andres vegne, lød det fra statsministeren, der endda også kom med lidt konkret: Flere byer skal have stofindtagelsesrum, så færre risikerer at dø af en overdosis, fængsler kun for udsatte og mennesket skal mødes med mindre regelret tilgang fra systemets side.  

Den del af talen er der faktisk intet negativt at sige om. Mette Frederiksen har helt ret i, at vi har indrettet Danmark - som hun sagde - efter det store flertal, og derfor efterladt et lille mindretal af sørgelige eksistenser på perronen. 

Den del af talen vil få være uenige i, og når regeringen i løbet af efteråret kommer med et mere konkret udspil, skal det såmænd nok blive vedtaget. 

Men hvor vigtig sagen end er, så bliver det ikke den, der redder regeringen, og spørgsmålet er hvor længe statsministeren kan nøjes med nuancer af rød.