Hvor er værdigheden, når landspolitikere blander sig lokalt?
Hun kaldte et lokalt opstillingsmøde i Aalborg for "uværdigt". Men spørgsmålet er, om det i virkeligheden er Sólbjørg Jakobsen og andre landspolitikere, der skal holde sig fra at blande sig i lokale kandidaturer?
Opdateret 21. september 2024 kl. 10:42
Vi så det, da socialdemokraterne i København skulle vælge spidskandidat til overborgmesterposten, og det gentog sig, da spørgsmålet om en ny regionsborgmester i den endnu ikke realiserede, sjællandske stor-region kom på tale.
Senest har vi i Nordjyske beskrevet, hvordan opstillingen af Liberal Alliances spidskandidat i Aalborg til næste kommunalvalg også var genstand for noget af det samme:
Stor bevågenhed og måske ligefrem indblanding fra medlemmer af partiernes øverste top.
I Liberal Alliances lokale Aalborg-afdeling betød en mail fra partiets politiske ordfører, Sólbjørg Jakobsen, at flere medlemmer af partiets lokale gren følte sig intimideret. Mailen kom i kølvandet på valget af spidskandidat til næste års kommunalvalg - et valg, som ikke faldt ud til fordel for den kandidat, som angiveligt havde Sólbjørg Jakobsens støtte.
Sólbjørg Jakobsen har dog hverken be- eller afkræftet, at hun havde en favoritkandidat.
Efter mailen har to medlemmer af LA's Aalborg-afdeling i øvrigt valgt at trække sig fra tillidsposter i partiets lokale organisation.
Der er ingen tvivl om, at det i alle partier har stor betydning, hvem der repræsenterer dem i byråd og regionsråd. Især hvis det drejer sig om kandidater, der måske kan blive borgmestre eller rådmænd.
Problemet er bare, at når professionelle politikere går ind og tager stilling lokalt, kan det næsten ikke undgå at skabe ubalance og utryghed lokalt.
Hvis man selv sidder med en politikerdrøm i maven, skal der noget til potentielt at lægge sig ud med partitoppen ved fx at pege på en anden ved et kampvalg.
Her bør landspolitikerne kunne indse, at der er en overhængende fare for, at de reelt tromler hen over det lokale demokrati - også selvom de "bare udtrykker deres holdning".
Både for partiernes lokalafdelinger og for det lokale demokrati er det vigtigt, at vi ikke ender med at have byråds- og regionspolitikere, der er brikker i et landspolitisk spil.
Lokale kandidater skal afspejle den lokale partiorganisations ønsker. Og derfra er det op til vælgerne til byråds- og regionsrådsvalg at sætte deres kryds ved deres lokale favoritkandidat.
Alt andet er uordentligt og ja, uværdigt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.