I sag om røntgen-læge bør patienterne komme først
Tryghed og tillid skal altid veje tungest, når det handler om alvorligt syge. Det gør det ikke, når en læge kan være suspenderet i Norge, mens han fortsat må arbejde i Nordjylland.
Sidste år gik en yngre læge i Norge rundt med en undren, som til sidst blev så stærk, at hun gik til sin ledelse.
Da ledelsen på Universitetssygehuset i Nord-Norge fik set nærmere på hendes henvendelse, endte den med en suspendering af en røntgen-læge, som arbejdede på samme sygehus.
Man fandt, at den erfarne røntgen-læge brugte meget kort tid på at tjekke røntgen-billeder - nogle gange få sekunder. Et mønster som en tilsynsinstans i Norge, Helsetilsynet, nu gransker nærmere.
I 12 tilfælde har man indtil videre kunnet konkludere, at røntgen-lægen overså alvorlige tilstande.
Sagen om røntgen-lægen har Nordjyske i samarbejde med norske medier afdækket. Og vi har også kunnet afsløre, at lægen under hele forløbet har kunnet arbejde videre i Nordjylland. Og det kan han fortsat.
Lad det være slået fast med det samme: Alle, også læger, skal behandles fair og ordentligt. Derfor er det helt på sin plads, at Helsetilsynet i Norge tager sig god tid til at lave en grundig undersøgelse af røntgenlægens arbejde, og først herefter beslutter, om der skal være en sanktion.
Men når det handler om alvorlig sygdom, skal hensynet til patienterne altid veje tungest. Man skal kunne føle sig tryg og kunne stole på for eksempel en røntgenundersøgelse.
Derfor er lægen suspenderet, indtil undersøgelsen er foretaget i Norge. Og det burde han naturligvis også være i Danmark.
Mandens lægefaglige kompetencer og hans papirer har kunnet skaffe ham arbejde som læge i Norge såvel som i Danmark. Det er de kompetencer, der nu bliver sat spørgsmålstegn ved - på baggrund af en konkret og underbygget indsigelse.
Indtil der foreligger en konklusion, bør tvivlen naturligvis også komme nordjyske patienter til gode, ligesom en eventuel sanktion fra det norske Helsetilsynet bør føre danske sanktioner med sig.
Om et røntgenbillede er taget på et norsk eller dansk hospital bør ikke gøre nogen forskel, her er der ingen sproglige barrierer eller kulturelle forskelle.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.