Nordjyske mener

Ingen menneskeret at få gratis mad på hospitalerne. Heller ikke for veganere

De nordjyske sygehuse er ikke i en situation, hvor der kan spares mere, uden at det vil ramme patienter

Anders Sønderup er debatredaktør hos Det Nordjyske Mediehus.
Anders Sønderup er debatredaktør hos Det Nordjyske Mediehus. Foto: Lars Pauli

De nordjyske sygehuse mangler som bekendt penge. 

2023 ender med et underskud på flere hundrede millioner, og skal 2024-regnskabet slutte anderledes, skal der findes besparelser af den helt store slags. 

Det er sygehusledelserne i gang med - småpenge er der allerede fundet flere steder. 

Vil dialysepatienter have et varmt tæppe over sig, må de selv medbringe det. Vil ambulante patienter have noget at spise, må de ligeledes pakke det hjemmefra. 

Seneste opsigtsvækkende besparelse rammer veganske patienter. Muligheden for at få en sær-menu med kun grøntsager og andet ikke-animalsk forsvinder nemlig. Vil patienter fremover have en vegansk menu, må de bestille en hos Wolt eller få hjælp fra familie eller venner. 

I følge sygehuskøkkenet handler det både om økonomi og sundhed. 

- Vi kan ikke give patienterne den tilstrækkelige ernæring med vegetabilske proteiner alene. Der er nogle essentielle aminosyrer, som simpelthen ikke er til stede i den rent veganske kost, siger Eddi Hvid, chef for Måltider og Ernæring på Aalborg Universitetshospital, til DR. 

Det er selvfølgelig både trist og bøvlet for de vegansk-spisende patienter, og ikke overraskende er Dansk Vegetarisk Forening mildest talt rasende og uforstående over  beslutningen. Foreningen vil nu undersøge, om der er grundlag for et sagsanlæg. 

Også i Enhedslisten vækker beslutningen vrede. 

- Det er grotesk og uacceptabelt, at Aalborg Universitetshospital vil tvinge patienterne til at spise kød, skiver rådmand Per Clausen på Facebook. 

Påstanden om tvang står Clausen dog alene med, og foreløbigt er der intet, der antyder, at nogen skulle blive tvunget til at indtage noget som helst. Kød-elskere vil fortsat have ret til at levne grøntsagerne. 

At det er en markant forringelse for de veganske patienter er der derimod ingen grund til uenighed om. 

Men sygehusene er ikke i en situation, hvor der kan spares mere, uden at det vil ramme patienter. Tværtimod vil der komme flere spare-tiltag, for de problemer, der gav det massive underskud i det snart forgangne år, forsvinder ikke med årsskiftet. 

Minusset skyldes især, at der kommer flere og flere patienter, der har behov for længere og mere behandling. Stigende udgifter til medicin er heller ikke noget, der kun hørte til i 2023. 

De udgifter skal dækkes, og pengene skal findes de steder, der ikke er en del af den absolutte kerneopgave. Regionen har ikke flere penge, og Christiansborg vil ikke sende flere penge. 

Der vil blive skåret på det nuværende serviceniveau, og det vil skabe både forargelse og vrede. 

Det bliver næppe i 2024, men en dag kommer diskussionen om, hvorvidt de patienter, der kan, selv skal betale for maden. 

For gratis bespisning for de, der selv kan betale, kan vanskeligt kaldes en menneskeret.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden