Nordjyske mener

Oprydning er alt for langsommelig

Rettidig omhu har altid været Mærsks motto, men denne jul har det unægtelig været svært at få øje på hverken rettidighed eller omhu

Anders Sønderup er debatredaktør hos Det Nordjyske Mediehus.
Anders Sønderup er debatredaktør hos Det Nordjyske Mediehus. Foto: Lars Pauli

Opdateret 27. december 2023 kl. 06:21

Normalt er det en kold, men smuk oplevelse at gå en juletur på stranden langs vestkysten

Men i år var det kun en trist oplevelse.

For overalt på en deprimerende lang strækning - cirka mellem Bulbjerg og Blokhus - flød det med affald.

I klitterne, på stranden, i vandkanten og i havet flød det med smadrede køleskabe, medicinsk udstyr til Ukraine, sko og baby-madrasser med allerede udvaskede glade tegninger.

Absolut værst var mængden af flamingo - formentlig milliarder af små stykker er spredt udover et kæmpe område bag klitterne.

Men det kan blive værre endnu. For mere er på vej.

22. december - hvor det godt nok blæste en del - tabte skibet Mayview Maersk ifølge rederiet mere end 40 containere.

Kun en håndfuld er drevet i land.

De fleste af dem ligger stadig i havet, og det er givet, at svineriet ikke stopper her. Selvfølgelig var det et uheld, og vraggods er drevet i land i Jammerbugten i hundredevis af år.

Nogle af dem vil være smadrede, og indholdet sendt ud i havet. Hvilket affald, der kan forventes at ramme strandene i Jammerbugt, ved kun Mærsk.

Heldigvis sker det sjældent, og heldigvis er det aldrig før sket, at der har været tale om så store mængder. 

Skibet er ankommet til kaj i polske Gdansk, og rederiet er angiveligt ved at finde ud af, hvilke containere der blev efterladt i bugten.

Officielt er det strandfogedens pligt at sørge for oprydning, men at det forholder sig sådan skyldes først og fremmest, at loven blev indført længe før, containerskibe blev opfundet.

Mayview Maersk er et af rederiets største - 399 meter langt - skibe, og at sejle med et sådan stort fartøj bør også komme med ansvaret for at rydde op efter uheld.

Det har Mærsk da også sagt, at de vil påtage sig.

- De relevante myndigheder er blevet informeret om hændelsen, og vi vil bidrage til det efterfølgende oprydningsarbejde….Vi har taget kontakt til et firma med ekspertise i at lokalisere og bjærge tabte containere, og vi er ligeledes i dialog med strandfogeden for at lægge en fælles plan for oprydningsarbejdet, lyder det fra hovedkvarteret på Esplanaden.

Foreløbigt har rederiets bidrag dog været umådelig svært at få øje på. Det er aldeles ikke rederiets fortjeneste, at en del af vraggodset allerede er fjernet.

Takken for den indsats går kun til de lokale, der selv kom med plasticsække, arbejdsiver og enkelte rendegravere.

Rettidig omhu er stadig Mærsks motto, men denne jul har det unægtelig været svært at få øje på rettidighed eller omhu. 

Mærsk havde næppe fået nej fra strandfogeden til selv at hyre folk ind til at gå i gang med den synlige forurening. Selv i juledagene kan det godt lade sig gøre at hyre folk - den mulige ekstra genetidsbetaling ville ikke være noget, der ville påvirke pengetanken i nævneværdig grad.

Hvorvidt Mærsk overhovedet bekymrer sig - eller aner hvor Jammerbugten er placeret - er uvist.

Onsdag tager repræsentanter fra rederiet til Hanherred, og forhåbentlig møder de op med både vilje og penge til at påtage sig ansvaret.

Desværre synes der ingen grund til at være alt for optimistisk.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden