Nordjyske mener

Kære politikere, husk hvem I arbejder for

Pressen og flere politikere er stærkt utilfredse med processen omkring Den Præhospitale Virksomheds manglende udlevering af tal for responstider. Men der stopper enigheden også

Kevin Walsh er ansvarshavende chefredaktør hos Det Nordjyske Mediehus.
Kevin Walsh er ansvarshavende chefredaktør hos Det Nordjyske Mediehus. Foto: Lars Pauli

Det handler om at redde liv, når ambulancerne sendes på vejene for at hjælpe borgerne. En velfungerende ambulancetjeneste er derfor afgørende for nordjyderne, og gennemsigtighed burde være en selvfølge. Alligevel har Region Nordjylland vist sig modvillige.

En »katastrofe«, kaldte lokalpolitikeren Karsten Thomsen (S) det.

Han er borgmester i Frederikshavn Kommune og er bekymret for de store lokale forskelle, der er i responstiden for ambulancer i Nordjylland. I årevis har politikere forsøgt at få udleveret tallene fra Den Præhospitale Virksomhed, som er den gren af Region Nordjylland, der har ansvar for akutberedskabet, men anmodningerne er blevet afvist.

Trods de gentagne efterspørgsler blev tallene først udleveret, da Nordjyske klagede over et afslag på aktindsigt i selvsamme tal. Og det er den håndtering, som Karsten Thomsen kalder en katastrofe.

Tallene bekræftede, at der var grund til bekymring. Akutberedskabet bliver kun målt på et gennemsnit for hele regionen, og det lever forvaltningen mere eller mindre op til, men de nye tal dokumenterede tydeligt, at der er kæmpestore forskelle på responstiden på de kritiske kørsler alt efter, hvor i regionen du bor.

Bor du i Aalborg må du i gennemsnit vente fem minutter og 40 sekunder på en ambulance.

Bor du i Sæby, som Karsten Thomsen, må du i gennemsnit vente 12 minutter og 31 sekunder.

Hvis du derimod bor i Bindslev er tiden i gennemsnit 18 minutter og 17 sekunder.

Kæmpe forskelle, når vi samtidig ved, at chancen for at overleve ved et hjertestop forringes med ti procent for hvert minut, der går. Åbenlyst problematisk, da dine overlevelseschancer ikke skal hænge så tæt sammen med, hvor du har valgt at bosætte dig.

Der skulle ihærdige og vedholdende journalister fra Nordjyske til, før de lokale forskelle kom frem i lyset. Når politikerne spurgte, fik de kun fragmenterede svar, hvis det ellers overhovedet kunne lade sig gøre.

Administrationen har tilbageholdt oplysninger for regionrådspolitikerne, hvis vigtigste opgave netop er at holde øje med, hvordan administrationen håndterer sine opgaver. Frederik Waage, der er juraprofessor på Syddansk Universitet og ekspert i forvaltningsret, undrer sig i hvert fald over håndteringen. Og det gør vi også på Nordjyske.

Forløbet har fået socialdemokraternes gruppeformand, Mogens Nørgaard, op af stolen – og han vil nu have sagen undersøgt til bunds. For hvis det viser sig, at forvaltningen har tilbageholdt oplysninger stik mod regler og lovgivning, så skal det have konsekvenser, lyder det.

Transparensen i vores forvaltning er da også et grundprincip i vores demokrati. Vi skal have sikkerhed og tryghed for, at pengene i vores nordjyske fælleskasse forvaltes ordentligt. Så det må være en selvfølge, at vi skal have klarhed over, hvad der ligger til grund for pressens og politikernes besvær med at få udleveret data.

Min enighed med Mogens Nørgaard stopper så der. For han er kun utilfreds med, at politikerne ikke har kunnet få indsigt i responstiderne – til gengæld mener han, at det er en fejl, at Nordjyske har fået udleveret tallene. Det skulle helst have været holdt internt i regionen.

For når først der er taget en beslutning om, hvordan akutberedskabet skal drives, så skal man ikke pludselig begynde at regne på en anden måde, har han sagt til Nordjyske. Transparensen stopper altså ved politikerne.

Jeg forstår godt, at det ikke er så rart, hvis pressen kan synliggøre tal, som ikke får politikernes beslutninger til at fremstå rosenrøde, men mon ikke at det er i nordjydernes interesse, at pressen har mulighed for at stille spørgsmål og udfordre disse beslutninger?

Det er netop pressens opgave at stille de nysgerrige og kritiske spørgsmål, så vi kan få så meget transparens som overhovedet muligt. På den måde er vi med til at sikre, at den demokratiske samtale sker på et oplyst grundlag baseret på faktuelle forhold.

Og på den baggrund kan politikerne handle. Løsningerne for den pressede forvaltning er helt sikre komplekse – og det kan hurtigt blive dyrt. Men det er ingen undskyldning for at tilbageholde vigtig information. Problemerne skal frem i lyset, og i sidste ende er det op til nordjyderne at lade deres holdning og prioritering blive hørt ved stemmeurnerne.

Hele den proces kortsluttes, hvis fakta tilbageholdes, skjules eller forvrides.

Med andre ord: Det er vigtigt, at politikerne husker, hvem det er de i virkeligheden arbejder for. Og nej, svaret er ikke dem selv, et muligt genvalg eller et partis interesser. De arbejder først og fremmest for dig og mig – og alle andre nordjyder.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden