Kære sygehusdirektør: Husk, at du bygger for nordjyderne
Med en ny projektdirektør i spidsen for byggeriet af supersygehuset i Aalborg er der tilsyneladende kommet ro på, men det må ikke være på bekostning af åbenhed om byggeriets fejl og mangler.
Da man i sin tid opfandt kategoriseringen af orkaner, valgte man en skala, der gik til 5. Meteorologerne havde simpelthen ikke fantasi til at forestille sig vildere vindforhold end det.
Nu er det på tale at indføre en kategori 6, simpelthen for at kunne beskrive noget, der er vildere end vildt.
Lidt på samme måde forholder det sig med byggeriet af supersygehuset i Aalborg Øst, det såkaldte NAU:
Det er næsten for mildt et ord at kalde processen omkring byggeriet for en skandale. Dét ord bliver brugt i flæng, og derfor slår det ikke til i en sammenhæng, hvor et offentligt byggeri bliver 1,5 milliarder kroner dyrere end planlagt OG forsinket i seks år.
En slags skandalernes skandale.
Vejen derhen har kostet to øverste ansvarlige for byggeriet jobbet. Først projektdirektør Niels Uhrenholdt, der forlod sit job, kort efter at Nordjyske kunne afsløre, at elinstallationerne i det kæmpemæssige byggeri var ulovlige. Derefter Martin Kjær, der stoppede kort tid efter, at Nordjyske havde afdækket store arbejdsmiljøproblemer under den stærkt pressede direktør.
Nu har en ny projektdirektør taget over, og med ham er fulgt en tiltrængt ro.
Asger Schou har, siden han kom til, klaret sig igennem uden nye møgsager. Han har sat et større hold til at styre byggeriet, så tidsplanen ikke skrider yderligere, og han går selv til opgaven med en ro, der står i diametral modsætning til hans forgænger på posten.
Det fremgår tydeligt af det første længere interview, vi har fået med ham, og det er naturligvis godt nyt for nordjyderne.
I interviewet står noget andet dog også krystalklart.
Sygehusdirektøren har ikke tænkt sig at give pressen mere indsigt i byggeriet end højst nødvendigt, hvilket vil sige at give svar på de aktindsigter, vi ifølge offentlighedsloven har krav på. Han har sådan set heller ikke tænkt sig at give interviews eller på anden vis holde nordjyderne orienteret om processen på den kæmpestore, offentlige byggeplads.
Det så offentligheden første eksempel på, da det tidligere på året kom frem, at skandalebyggeriet også er ramt af massive problemer med skimmelsvamp. Årsagerne skal findes før Asger Schous tid i stolen, men projektdirektøren så ingen grund til at fortælle offentligt om svampen i væggene. Der skulle journalistisk gravearbejde til, før nordjyderne fik kendskab til den alvorlige sag.
Man kan selvfølgelig sagtens have forståelse for, at sporene skræmmer. At det måske er fristende at vælge en strategi, hvor man i videst muligt omfang fravælger offentlighedens blik over skulderen.
Men i ingen af tilfældene er det jo pressens skyld eller ansvar, at skandalerne opstod - vi kan udelukkende tage "æren" for, at det kom frem.
Medierne er i denne sammenhæng nordjydernes mulighed for at stille spørgsmål og få svar. Netop derfor er det bekymrende, hvis direktør Asger Schou kun giver oplysninger på et absolut minimumsniveau til de borgere, hvis skattekroner betaler byggeriet, og som også er de fremtidige kunder i etablissementet.
Transparens bør være en ledestjerne i alle projekter, hvor den store fælleskasse betaler, især i et projekt som et supersygehus, hvor ikke bare vores fælles velstand, men også vores velfærd er på spil.
Så kære sygehusdirektør: Husk nu, hvem der betaler prisen i sidste ende.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.