Kampen om skovstien har fundet den bedste vinder
Stor cadeau til skovgæsterne og -ejerne i Dronninglund, der har fundet en mulig løsning på et problem, der plager mange skove.
Opdateret kl. 14:28
Skoven tilbyder ro og mulighed for at nyde naturen, lade batterierne op inden mødet med en larmende og måske krævende hverdag - eller bare en chance for at få frisk luft og motion.
Men flere skove i Nordjylland er de seneste år også blevet en kampplads mellem skovens gæster.
I det ene ringhjørne står henholdsvis jægere og skovtursgæster, og i det andet finder vi udfordreren og den nye i klassen: mountainbikerytterne.
I de fleste tilfælde har kampen kun haft verbal karakter: Et råb eller en mishagsytring er blevet sendt afsted, når en mountainbikerytter er kommet blæsende og har revet vandrere ud af skovens dybe, stille ro. Eller måske er en sagte banden blevet sendt afsted fra jægerens skjul, når en midaldrende mand i trikot på to hjul er braset igennem underskoven.
Men i enkelte tilfælde har skovfejden udviklet sig til mere end knubbede ord. I eksempelvis Tornby Klitplantage satte ukendte gerningsmænd således farlige søm-fælder op på ellers fredelige skovstier.
Også andre steder er kampen om skoven blevet lidt af en hård nød at knække. For på den ene side bør skovene have plads til alle, der gerne vil være aktive i naturen. På den anden side har dem, der længe har haft deres gang i skoven, kunnet se, at mountainbikere slider på skoven og har så meget fart på, at de potentielt ødelægger både nydelsen og jagtlykken.
Sådan har det også været i Dronninglund Storskov, som med sit kuperede terræn og størrelse er et yndet sted for både jægere, vandrere og mountainbikere: Forstyrrelse og opkørte stier har skabt dårlig stemning og skærmydsler.
Men nu er der kommet en gryende forståelse.
For brugerne af Dronninglund Storskov og Overgaard Gods, der ejer skoven, har sat sig for i fællesskab at lave en plan, der skaber plads til mountainbikerne, men udelukkende på særlige spor.
Det skal koste penge at benytte sporet, men til gengæld bliver sporet vedligeholdt - og færdslen reguleret.
Med et godt spor er forventningen, at cyklisterne holder sig dér - og hvis man skulle møde en enkelt på en uautoriseret sti, er der et godt alternativ, som man som vandrer eller jæger kan henvise dem til.
Missionen er ikke fuldført endnu, men intentionen om det gode samarbejde er i sig selv så stærk en drivkraft, at den allerede har bedret samværsklimaet markant.
Alt tyder på, at kampen om skovstien i Dronninglund ender med den helt rigtige vinder. Nemlig glæden ved at bruge tid i vores smukke, nordjyske natur, hvad enten man foretrækker jagt, cykling eller en stille gåtur.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.