For det kræver en vis portion stamina at stille sig op foran 400 landmænd, hvis sindstilstand varierer fra utilfreds til rasende, når man kort forinden har præsenteret tre bud på en ny CO2-afgift på landbruget.

Selvom topøkonomen godt vidste, hvad der ventede, da han gæstede foreningen Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling, kom det alligevel bag på ham, da en ældre landmand tog ordet og sagde følgende:

- Michael, inden du kom på, fik vi lidt frokost og sad og snakkede om, at du er egentlig modig. For havde det været 1824, havde vi i formiddag været ved at bygge en galge ude bagved for at hænge budbringeren. Så vær glad for, at det hedder 2024.

Nu er det ikke hver dag, at nogen i en åben forsamling spøger med at klynge en professor op i en galge.

- Jeg synes faktisk, at det var ubehageligt, sagde Michael Svarer efterfølgende til DR, mens Bæredygtigt Landbrugs formand, Peter Kiær, havde travlt med at betone, at ”landmand ikke bare er et job.”

- Det er en livsstil.

At den danske bonde står stolt op for sit erhverv, kan ingen betvivle. Og med god grund. Landbruget har gennem århundreder spillet en stor rolle for både vores selvforståelse som nation, vores økonomi og beskæftigelsen.

Men læg mærke til brugen af ordet ’har’.

For landbruget er ikke, hvad det var engang.

I dag udgør landbruget, inklusiv nært tilknyttede erhverv, en meget lille del af dansk økonomi, både hvad angår beskæftigede og den værdiskabelse, som erhvervet bidrager med.

Alligevel får landbruget lov til at stå for knap en tredjedel af Danmarks samlede CO2-udledning.

Medmindre man altså tilhører den del af erhvervet, som mener, at landbruget slet ikke udleder CO2, fordi landmændenes marker også optager CO2 – og regnestykket dermed går i nul.

Debatten om en CO2-afgift på landbruget er betændt helt ind til benet, og den afslører ikke mindst en afgrundsdyb mismatch mellem landbrugets selvforståelse og den virkelighed, vi andre kigger ind i.

Én ting er, at landbrugets udledninger er stærkt medvirkende til, at de indre danske fjorde og farvande er martret af iltsvind og forvandlet til døde, golde månelandskaber.

Noget andet er, at man politisk har besluttet, at Danmark skal nedbringe sin CO2-udledning med 70 procent i 2030. Lykkes det ikke, bliver det dyrere for os alle, og langt de fleste økonomer er enige om, at det mest effektive og billigste for samfundet er at indføre en afgift på landbruget, som i årtier ikke har evnet – eller haft lysten – til at nedbringe sine udledninger selv.

I den virkelighed kan landmændene bruge galgenhumor. De kan true med at køre deres traktorer til Christiansborg eller gøre som viceformanden i Landbrug & Fødevarer, Thor Gunnar Kofoed:

Stemple Svarer-rapportens beregninger som et faktuelt forkert partsindlæg.

Men man ville sådan ønske, at landbruget i samlet flok tog del i samtalen i stedet for at stille sig på sidelinjen med armene over kors.

For der er gode argumenter for, hvorfor en CO2-afgift ikke må være for høj og dermed for hård ved landmændenes konkurrenceevne. Det handler om Danmarks selvforsyning. Om eksport. Og om de mennesker, der - også ifølge Svarer-udvalget - risikerer at miste deres arbejde. 

I landdistrikter, hvor jobs - uagtet den høje beskæftigelse - ikke hænger på træerne.

Brug nu de argumenter.

De mål, vi skal nå, både for klimaet, naturen og vores fælles fremtid, er for vigtige til, at de skal afspores af faktaresistens og uforsonlige trusler om bål og brand.