Vi fortalte noget forkert. Så nu har vi gjort det om
Opdateret 12. oktober 2025 kl. 08:57
Som medie har vi magt. Den magt ligger ikke i at bestemme sandheden, men i at formidle den - og hvis vi tager fejl, må vi rette.
I Nordjyske har vi i denne uge valgt at afpublicere to artikler om vandhaner på det nye supersygehus, fordi præmissen i de to historier var forkert.
Det er ikke særlig sjovt at skrive den sætning, men det er nødvendigt.
Lederen her har ikke til formål at gentage alle de tekniske detaljer om stadier, blandingsarmaturer og placeringer. Det vil du kunne finde i vores redegørende artikel.
I stedet skal det handle om at tage ansvar — og om, hvad det betyder at være en aktør med tillid som fundament.
For medier er der en iboende balance: Vi skal afdække svagheder, fejl og magtmisbrug. Det er en af vores vigtigste funktioner i samfundet. Men i den balance bør der være plads til at indrømme egne fejl – ikke at forsvare dem i tåger og juridiske finter.
For ofte ser vi medier, der klamrer sig til små detaljer, forsvarer formuleringer eller mekanismer, når grundfortællingen viser sig at være gal.
I stedet vil vi sige: Vi tog fejl.
Vi retter. Vi afpublicerer artiklerne. Vi giver plads til den korrekte version. Og vi ønsker at vise, at det er det mindste, der kan forventes, når man har fået tillid til at påvirke offentlighedens opfattelse.
Medierne nyder stadig en relativ høj tillid i Danmark. Ifølge en rapport fra Center for Nyhedsforskning ligger folks generelle tillid til nyhedsmedier omkring 57 procent. Og i en dansk undersøgelse fra RUC fremhæves det, at det især er de redigerede medier – altså dem, der har redaktionel styring og redaktøransvar – som danskerne sætter deres lid til.
Det forpligter. For vi skal ikke tage den tillid for givet.
Hvis man vil se, hvad der sker, når tilliden til medier bryder sammen, behøver man blot at kigge mod USA. Her er det ifølge Pew Research Center kun omkring 32 procent af befolkningen, der mener, at medierne rapporterer “med rimelig nøjagtighed” – og kun 16 procent har “stor tillid” til nationale medier.
Resultatet er tydeligt: Parallelsamfund, der lever i hver deres virkelighed, nyhedsbrugere, der kun opsøger medier, der bekræfter deres egne holdninger – og en offentlig samtale, der bliver polariseret og giftig. Fælles fakta smuldrer, og det bliver umuligt at finde fælles løsninger, fordi vi ikke engang er enige om problemet.
Det er ikke en udvikling, vi ønsker at se i Danmark. Men den starter i det små – når medier ikke tager ansvar for fejl. Når vi forsvarer og retfærdiggør, frem for blot at indrømme.
Når vi lader vores stolthed komme i vejen for vores troværdighed.
Med afpubliceringen følger det naturlige spørgsmål så: Hvordan undgår vi, at det sker igen? Og derfor ligger der et arbejde foran os her på Nordjyske.
For vi vil være et medie, som nordjyderne kan regne med.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.