Mette strammer op, Andreas og Simone stemmer i

Fra "masser af penge" til "flere penge løser ikke alle problemer"

To nordjyske unge er med til at give håb, skriver dagens lederskribent.
To nordjyske unge er med til at give håb, skriver dagens lederskribent. Foto: Claus Søndberg

Opdateret kl. 07:48

LEDER: Nordjyske kunne forleden fortælle om Andreas og Simone. To unge mennesker som sammen med andre frivillige laver mad til pressede familier i initiativet Det Kærlige Måltid.

Virksomheder, private og fonde støtter projektet, som har fået en forrygende start i Aalborg og leveret flere end 10.000 gratis måltider til familier i akut krise.

For de unge giver det mening og fællesskab. For familierne, der ofte er hårdt presset af lang tids sygdom, er det mirakuløs velfærd.

At frivillighed skal løfte mere af vores velfærd, er noget der dukker op jævnligt. De færreste politikere tør sige højt, hvor meget det reelt er en nødvendighed. I et land, der bryster sig af at have bygget modellen for et velfærdssamfund, er det ikke den mest populære og valgbare pointe at komme med.

Især når vi nu lige har vænnet os til, at der er penge nok. Eller måske rettere: der var penge nok. Både inden corona og under corona. Penge var ikke noget problem. Ikke desto mindre var der en sætning fra Mette Frederiksens tale ved folketingets afslutningsdebat, der peger i en ganske anden retning.

Efter alle de gode ting kom hun til omtalen af den 2030-plan, regeringen fremlægger efter sommerferien. Med Statsministerens ord: ”Det bliver en stram 2030-plan” og ”der vil være historisk få penge tilbage til nye velfærdsforbedringer eller andre nye tiltag.”

Som Berlingske noterer sig det i en analyse, er det en sandhed, som ingen partier har lyst til at tale om: Der foregår en stille revolution af det danske velfærdssamfund, hvor de offentlige skattefinansierede ydelser bliver de basale, mens dem, der vil og kan, køber det til, de vil have. Det nationale kompromis om Forsvaret vil forstærke den udvikling.

Mette Frederiksens forberedte os også i sin tale, når hun siger ”flere penge kan i sig selv ikke løse alle problemer” og ”Der er brug for nye løsninger.”

En del af løsningen bliver formentligt bygget på mere frivillighed. I hvert fald er behovet der og heldigvis også masser af eksempler på, at kommende generationer stempler ind til dette - for fællesskab og for mening.

Der er andre funktioner end madlavning og udbringning, hvor vi må forberede os på, at det ikke bliver løst på frivillig basis. Hvor det bliver mere end svært at løse problemerne med frivillighed. Der kræves økonomi, og der kommer til at være benhårde prioriteringer.

Det ændrer ikke på håbet for fremtiden, som Andreas og Simone er med til at tænde.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden