Nogle kalder ham "dødens købmand". Han er nærmere en dygtig forretningsmand
Opdateret kl. 22:40
Hans fabrik er fuldstændig mørklagt.
Ingen fra pressen får lov at komme på besøg.
- Vi vil ikke have jer herind, siger Jesper Krabbe.
Han er direktør i en nordjysk virksomhed, som i sidste uge tiltrak sig en hel del opmærksomhed. Fordi den i Haverslev netop har åbnet en ny kæmpefabrik, som producerer en omdiskuteret vare.
Nikotinposer, bedre kendt som snus.
Forældre kalder Jesper Krabbe ”dødens købmand” med henvisning til, at hans nikotinposer er særligt farlige for børn og unge, hvis hjerner er under udvikling – og ikke responderer godt på tobaksvarer.
At snus er både populært og sundhedsskadeligt, er et uomtvisteligt faktum. Men at kalde en dygtig forretningsmand, hvis fabrik beskæftiger 130 ansatte, for dødens købmand er vist det, man kalder en overdrivelse af dimensioner.
Skal samme prædikat påklistres cigaretproducenter, våbenfabrikanter, vodkabryggere og fedende fastfood-imperier?
Nej tak.
Lad mig indledningsvist fastslå, at i erhvervslivet er moral og etik et vigtigt kompas at navigere efter. Og det er blevet et konkurrenceparameter. Virksomheder i langt de fleste brancher kan ikke længere undslå sig, hvordan de agerer både indadtil og udadtil, og hvilken påvirkning de har på samfundet.
Og heldigvis for det.
Alt fra samfundsansvar til social ansvarlighed og bæredygtighed pakkes ind i svulstige CSR-rapporter, som virksomheder kan dele ud i medarbejderkantinen eller hos kunder og leverandører.
Vi forventer, at virksomheder er deres ansvar og indvirkning bevidst. At de tænker på andet end bundlinje, fede lønninger og udbytter til aktionærer.
Men når en virksomhed som N.G.P Tobacco sælger en lovlig vare og i øvrigt overholder de regler og regulativer, som gælder, kan vi ikke tillade os at dunke den i hovedet.
Skulle Jesper Krabbe lukke sin fabrik og fyre alle ansatte?
Er man af den overbevisning, at snus er djævlens værk, må man i stedet rette sin forargelse mod de politikere og beslutningstagere, som opstiller lovene og regulativerne.
Det er dem, der sætter rammerne – ikke snusfabrikanten, der har lugtet en god forretning, og som i øvrigt skaber både arbejdspladser og skatteindtægter. Udbud og efterspørgsel inden for lovens rammer.
Det er ikke almindelige erhvervsdrivendes ansvar at drive forretning ud fra, hvad der burde være lovligt og ikke lovligt. Den slags moraliseren bør venligst pakkes væk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.