Nordjyske mener: 3F’s tonedøve hykleri er patetisk

I fagbevægelsen er gode kammerater tilsyneladende altid den bedst egnede til jobbet. 3F værner stoisk om god ledelse hos andre, men åbenbart ikke hos sig selv

Erhvervsredaktør Peter Simonsen, Det Nordjyske Mediehus. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Erhvervsredaktør Peter Simonsen, Det Nordjyske Mediehus. Foto: Henrik Bo

LEDER:Når en arbejdsgiver ikke har styr på sagerne eller opfører sig uordentligt over for ansatte, går der ikke mange vejrtrækninger, før fagforbundet 3F står klar med fordømmelse og kritik.

Et fagforbund, der med egne ord værner om sine medlemmers interesser og ikke mindst den gode ledelse. Tilsyneladende bare ikke hos sig selv.

To kontroversielle genansættelser vidner om et fagforbund, der synes at have glemt sin eksistensberettigelse og nu i stedet excellerer i himmelråbende hykleri.

Først var det lokalafdelingen 3F Storkøbenhavn, der valgte at genansætte Per Christensen. Altså ham, der for knap et år siden gik af som formand efter afsløringerne af hans udspekulerede dobbeltliv med flere kvinder.

Nu kan Berlingske fortælle, at en højtstående kvindelig 3F-leder, der tidligere på året blev sendt på orlov og fik frataget alle sine ansvarsområder efter en sag om krænkelser af en mandlig medarbejder, også er blevet genansat.

Hun har fået arbejde som faglig sekretær i en af 3F’s lokalafdelinger. Til trods for at hun fortsat undersøges for konkrete krænkelser.

Tillykke med jobbet til dem begge.

Tilbage står spørgsmålet, hvad i himlens navn 3F tænker på? Og hvad fagforbundets mange medlemmer ikke må tænke?

At genansætte Per Christensen lugter langt væk af kammerateri, og samme mistanke næres i tilfældet med den hjemsendte kvindelige leder, som sagtens kan få arbejde hos 3F igen, så længe hun ikke har personaleansvar.

Hun var jo ”den bedst egnede til jobbet”, lyder det. Skidt pyt med, at hun har en alvorlig krænkelsessag i samme organisation hængende over hovedet.

Det er muligt, at 3F er en demokratisk organisation med forskellige lokalafdelinger, der selv står for ansættelser. Men kan 3F virkelig leve med, at lokalafdelinger på denne måde tilsidesætter medlemsdemokratiet og fuldkommen ignorerer de beslutninger, som ledelsen har truffet i alvorlige personalesager?

Svaret er åbenlyst nej.

3F lever, ligesom andre fagforeninger, af medlemmernes tillid og kontingentkroner. Den tillid gambles der alvorligt med, når forbundet ikke selv lever op til de værdier, som det kræver af andre.

Gad vide, hvad 3F – uanset om man spurgte hovedforbundet eller en lokalafdeling – ville sige, hvis en virksomhed, der hjemsendte en leder for krænkelser, efterfølgende ansatte vedkommende i en anden funktion?

Da ville kritikken og udskamningen af pågældende virksomhed falde prompte.

Hykleriet driver ned ad væggene. Og medlemmerne må undre sig over, hvorfor pamperi vægter tungere end sund fornuft.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.