Vi kaldte det et ”nærmest blasfemisk spørgsmål” i en by, hvor Socialdemokratiet har haft borgmesterposten uafbrudt i 98 år.

Vi kunne have sparet os at bruge ordet ”nærmest”. For siden er kritikken væltet ned over os.

Nuvel, i løbet af ugen har også den landsdækkende presse sat fokus på det store arbejderpartis trængsler – ikke kun i Aalborg, men også de traditionelt socialdemokratiske højborge København, Aarhus og Odense. Og selvfølgelig har pressen det. Dette er nemlig tidens måske mest påtrængende tema på den hjemlige partipolitiske scene:

Hvordan vil Socialdemokratiet kæmpe sig ud af en krise, der begyndte med minkskandalen, som blev forvandlet til en historisk vælgerlussing ved kommunalvalget i 2021, og som nu er blevet en regulær krise i form af en rekordlav tilslutning i meningsmålingerne? Var der folketingsvalg lige nu, skulle partiet nøjes med godt 20 procent af stemmerne.

Tallene rammer som en mavepuster i den socialdemokratiske selvforståelse, og partitoppen er uhyre bevidst om, at den eneste vej ud af krisen går gennem en tilbageerobring af tabt territorium i de fire største bastioner.

Kommunalvalget i 2021 udstillede, at partiets strategi med at tale provinsen op på storbyernes bekostning ramte fuldstændig fejl af den nye demografi i de fire store byer. De yngre vælgergenerationer fylder mere og mere på stenbroerne, og skuffet over Socialdemokratiets svigt i spørgsmål som uddannelser og klima flygtede de længere ud på venstrefløjen.

I Aalborg gik Enhedslisten og De Radikale markant frem som en åbenlys protestaktion mod Egholm-forbindelsen. I København blev Enhedslisten endda byens største parti. Flugten til venstre er siden fortsat som en konsekvens af SVM-regeringens økonomiske nødvendighedspolitik, og SF stormer frem.

Vi kan med sikkerhed forvente, at Socialdemokratiet i de kommende to år frem mod næste kommunalvalg vil levere udspil, der skal hente de unge vælgere tilbage. Det betyder, at der også organisatorisk holdes et skarpt øje med fronttropperne ude i de fire storbyer, for partitoppen ved godt, at de skal have klokkeklare billetsælgere øverst på stemmesedlerne, hvis operationen skal lykkes.

I den forbindelse udgør det aktuelle ledelsesvakuum i Aalborgs socialdemokrati lidt af et benspænd. Borgmester Thomas Kastrup-Larsens overraskende afgang midt i perioden har efterladt partiet uden en oplagt afløser i statsministerens barndomsby. En by, de ganske enkelt ikke må tabe.

Tydeligt for enhver har partiledelsen derfor kørt tidligere udviklingsminister Flemming Møller Mortensen i stilling som ny spidskandidat. Som folketingsmedlem har han naturligvis på forhånd skullet klappe sit kandidatur på plads med den allerøverste ledelse.

Men Flemming Møller Mortensen skal efter alt at dømme først ud i en valgkamp mod byrådsmedlem Lasse Frimand Jensen, og det er ikke givet på forhånd, at de lokale S-medlemmer følger partitoppens vink med en vognstang og stemmer på den, de forventes at stemme på.

Ulempen ved Flemming Møller Mortensen-løsningen er nemlig, at der så skal findes en borgmestervikar for de næste to år, og midt i en storm af møgsager om rod i borgmesterens forvaltning og rådmand Nuuradin Husseins (S) muligvis ulovlige indblanding i en familiesag, er det ikke en vikarløsning, der er brug for. Det er derimod at få skabt ro og stabilitet, så troværdigheden kan genoprettes inden valget.

Så nej, sidste uges spørgsmål var ikke nærmest blasfemisk. Det burde end ikke have været blasfemisk, for Socialdemokratiet er i åbenlys krise. I Aalborg måske mere end på noget andet tidspunkt i snart 100 år.