Nordjyske mener: Hvem gavner lukketheden i Aalborg Kommune?

Topledelsen i Aalborg Kommune har pålagt sig selv tavshed i betændt sag, mens kommunen undersøger sig selv. 

 <i>Foto: Lars Pauli</i>

Foto: Lars Pauli

LEDER:I de seneste uger har vi her hos Nordjyske kunnet afsløre en række kritisable forhold i Aalborg Kommunes eventafdeling. Først viste det sig ved gennemgang af kommunens regnskaber, at eventafdelingen med eventchef Søren Thorst i spidsen havde et givet tilskud på flere hundrede tusinder kroner til en reception for deltagerne i en 3F-kongres i byen i 2019. Tilskuddet var ikke blot meget stort, men også i direkte strid med kommunens egne regler. Derefter kunne vi berette, at samme eventchef har brugt over 30.000 kroner på værtshuset John Bull's i det centrale Aalborg - uden at aflevere ét eneste bilag. Og at udgiften tilsyneladende er blevet godkendt af nogle i cheflaget i kommunen.

Senest viste det sig ved fintællingen, at Aalborg Kommunes eventafdeling også i 2016 havde haft det store kreditkort fremme, da 3F dette år var i byen. Også dengang havde man, stik imod sine egne regler, betalt for en reception, med mad, drikkevarer og musikalske indslag i Musikkens Hus i Aalborg.

Mediernes fokus på eventafdelingens omgang med offentlige kroner har fået Aalborg Kommune i gang med at lave et såkaldt "serviceeftersyn af rammerne" i kommunens eventafdeling med hjælp fra kommunens revision. Det blev besluttet 24. oktober, og undersøgelsen skal være på plads 5. december.

En intern undersøgelse er helt på sin plads og skal naturligvis igangsættes, når man som offentlig myndighed bliver gjort opmærksom på denne type forhold. Men borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) og  kommunaldirektør Christian Roslev har samtidig pålagt sig selv tavshed i sagen, indtil den interne undersøgelse forelægger.

Det betyder, at kommunaldirektøren ikke vil svare på, om det er ham, der har godkendt eventchef Søren Thorsts udgifter fra John Bull's uden bilag - et simpelt ja/nej-spørgsmål, som vel ikke burde kræve en månedlang undersøgelse at blotlægge. Økonomidirektøren har vi stillet samme spørgsmål, men heller ikke han ønsker at svare.

Imens sagen er kommet frem, har kommunaldirektør Christian Roslev i øvrigt fået nyt job, men han fratræder først ved årets udgang.

 Hvem det gavner, at kommunens øverste cheflag har givet sig selv mundkurv på, er uklart. Eventchef Søren Thorst er sygemeldt og kan derfor ikke selv svare på spørgsmål, så indtil videre ligger ansvaret for bilags- og regelrodet uimodsagt hos ham. Vi ved ikke, om hele ansvaret ligger hos eventchefen, eller om han i virkeligheden blot har ageret inden for rammerne af en kultur, der har hersket i forvaltningen.

Tilbage står også borgerne i Aalborg Kommune, som nu har god tid frem til 5. december at læse om kommunens fine retningslinjer for, hvornår og hvor meget kommunen giver i tilskud til receptioner, om hvordan bilag afleveres og godkendes og selvfølgelig om Aalborgs fine og yderst fornuftige alkoholpolitik. Bare ifald Aalborg Kommune i sin undersøgelse af sig selv glemmer at gøre det.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.