Det er over 100 millioner kroner mere end i nabokommunen Frederikshavn.

Samtidig står kommunen foran årlige besparelser på 30 millioner kroner.

Og midt i det hele siger borgmesteren det, som burde få alle alarmklokker til at ringe: Hjørring er blandt de dyreste - uden at være blandt de bedste.

Det er i sig selv ikke kritisabelt, at en kommune prioriterer højt på nogle af samfundets mest sårbare borgere. Tværtimod kan det være et tegn på ansvarlighed.

Men når udgifterne løber markant fra sammenlignelige kommuner, og forklaringerne udebliver, ændrer billedet sig.

For forklaringen findes ellers.

Kommunens egen analyse peger på overvisitering til dyre botilbud, manglende brug af støtte i eget hjem og dyre tomme pladser. Alene tomgang har kostet millioner. 

Samtidig er udgifterne steget med over 80 millioner kroner siden 2022, selv om en forebyggelsesstrategi netop skulle trække udviklingen i den modsatte retning.

Der er ikke tale om udefrakommende chok, men om en udvikling, der peger direkte på kommunens egen styring.

Alligevel står de ansvarlige politikere tilbage uden klare svar.

Og netop fraværet af svar står som det mest alvorlige problem.

For når man ikke kan redegøre for forskelle i den størrelsesorden, er det ikke bare et spørgsmål om økonomi. Her bliver det i sidste ende et spørgsmål om tillid. 

Borgerne skal kunne have tillid til, at deres skattekroner bliver forvaltet klogt, og at prioriteringerne er bevidste.

Den tillid bliver svækket, når svarene udebliver.

Konsekvenserne er til at få øje på. Når Hjørring nu skal spare 30 millioner kroner om året, vil det ramme bredt: Ældrepleje, skoler og andre velfærdsområder. Dermed risikerer dårlig styring ét sted at udløse forringelser et helt andet sted.

Samtidig rejser sagen et ubehageligt spørgsmål: Får borgere med handicap overhovedet den bedst mulige hjælp? Eller får de blot den dyreste?

De to ting følges langt fra altid ad.

Andre kommuner viser, at det kan gøres anderledes. Mere støtte i eget hjem, bedre organisering og skarpere visitation kan både være billigere og give bedre livskvalitet.

Derfor er løsningen heller ikke blot flere sparerunder.

I stedet er der brug for reel oprydning.

Hjørring har brug for gennemsigtighed i visitationerne, bedre styring af kapaciteten og en klar politisk vilje til at handle på de analyser, man allerede har betalt for. Ellers risikerer kommunen at spare i blinde uden at løse det egentlige problem.

Sagen fra Hjørring rækker i virkeligheden længere end kommunegrænsen. Den handler om, hvorvidt kommunerne kan styre nogle af de dyreste og mest komplekse velfærdsområder.

Hvis ikke de kan forklare forskellen på 100 millioner kroner, er det svært at forlange, at borgerne skal have tillid til, at pengene bliver brugt rigtigt.

Velfærd kan ikke reduceres til et spørgsmål om at bruge flest penge.

Og lige nu skylder Hjørring et svar på, hvorfor det alligevel er blevet så dyrt.

Mette Rask er redaktionschef for Samfund