Nordjyske mener: Pernille Vermund stopper. Mon årsagen er denne?

Den mest skingre del af højrefløjen har tabt tidsånden, og tallene beviser det. Nu har den fundet en ny slagmark

Pernille Vermund går af med den begrundelse, at hun ikke vil ende som levebrødspolitiker. Det er næppe hele forklaringen, skriver ansvarshavende chefredaktør Karl Erik Stougaard i dagens leder. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Pernille Vermund går af med den begrundelse, at hun ikke vil ende som levebrødspolitiker. Det er næppe hele forklaringen, skriver ansvarshavende chefredaktør Karl Erik Stougaard i dagens leder. Foto: Lars Pauli

Pernille Vermund træder tilbage som leder af Nye Borgerlige i en tid, hvor andelen af indvandrere og deres efterkommere i job sætter ny rekord.

Der er ikke en direkte sammenhæng, men så alligevel.

For det er opsigtsvækkende, hvor lidt udlændingedebatten efterhånden fylder både på Christiansborg og ude i befolkningen. Tidsånden synes ikke længere at være på de mest skingres side, og mon ikke Pernille Vermund har taget bestik af det?

Her er nogle tal, som er værd at hæfte sig ved:

Dansk Folkeparti fik ved valget i 2015 21 procent af stemmerne.

Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige fik i 2018 tilsammen 11 procent.

De to partier fik i 2022 seks procent.

I samme periode siden 2015 er andelen af ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere i beskæftigelse nærmest eksploderet fra 50 til 64 procent. Det viser en analyse i magasinet Mandag Morgen.

Folketingets hårdeste kerne af udlændingepolitiske strammere er med andre ord fanget i en nederlagsfortælling, mens deres erklærede ærkefjender – indvandringen og integrationen – er forvandlet til succeshistorier.

Det er tilsvarende bemærkelsesværdigt, hvad der rører sig i Dansk Folkeparti. Her markerer Pernille Vermunds ligesindede sig i stadig højere grad på kulturpolitik frem for udlændinge.

En interessant, ny bog er gået lidt under radaren i den danske offentlighed, men i denne uge har partiets folketingsmedlem Alex Ahrendtsen udgivet en biografi om Peter Rindal. Lagerforvalteren, der lagde navn til rindalismen – opgøret med den abstrakte kunst tilbage i 60erne og 70erne. Ifølge Ahrendtsen er Rindal atter aktuel, fordi en ny, progressiv tidsånd er i færd med at smadre de klassiske kulturbegreber, og det må samfundet tage et opgør med.

Partiformand Morten Messerschmidt har – også i denne uge – tildelt sig selv ønskeopgaven som kulturordfører og markerer sig stærkt i følelsesladede debatter om store bededag og kristendommens rolle i det danske samfund, om woke-bevægelsen og om statens forpligtelse til at styrke den klassiske kultur.

Forandringens vinde blæser blandt værdikrigerne. Fokus flytter mærkbart fra udlændingeområdet – de seneste to årtiers væsentligste drivkraft i dansk politik – til nye slagmarker.

Ifølge analysen i Mandag Morgen ville det danske samfund i dag ganske enkelt kollapse uden indsatsen fra de mange indvandrere og efterkommere, og der er stadig rum til mange flere af dem på arbejdsmarkedet. Virksomhederne skriger på flere hænder. SVM-regering har gjort et øget arbejdsudbud til selve omdrejningspunktet for sit virke.

Pernille Vermund går af med den begrundelse, at hun aldrig har haft et ønske om at være politiker for livet. Mon ikke hun også har tænkt tanken, at en tilværelse som udlændingestrammer uden bundtræk i befolkningen og uden for reel indflydelse i dansk politik kan synes som spild af tid?

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.