Nordjyske mener

Overskriften burde have været: Hestemilliardær taler udenom

Selv en middelmådig spin-doktor ville have advaret Helgstrand mod forsøget på at tørre alt ansvar af på personalet

Anders Sønderup er debatredaktør hos Det Nordjyske Mediehus.
Anders Sønderup er debatredaktør hos Det Nordjyske Mediehus. Foto: Lars Pauli

Opdateret 07. februar 2024 kl. 12:15

Selvfølgelig vidste chefen ingenting, og derfor skal ansvaret selvfølgelig ikke placeres hos ham.  

For den nordjyske heste-dressør og mangemillionær Andreas Helgstrand vil kun dyrene det bedste. 

At flere af de firbenede fik en særdeles hårdhændet behandling, skyldes kun et personale, der slet ikke havde styr på stedets dyreetiske velfærdsreglement. 

De ondsindede ansatte - mange af dem unge kvinder, der fejlagtigt blev opfattet som nogen, der var i branchen på grund af kærlighed til hestene - fandt nemlig først pisken og brutaliteten frem, når chefen var ude af stalddøren.  

At den slags fandt sted, havde chefen ikke den fjerneste anelse om, og derfor er han nu nærmest taknemmelig for, at tv-programmet Operation X sendte en muldvarp ind med skjult kamera. 

At han i første omgang forgæves forsøgte at få nedlagt et fogedforbud mod, at programmet overhovedet blev sendt, var slet ikke af hensyn til firmaet eller formuen, men alene for at beskytte de ansatte. 

Nogenlunde sådan lyder essensen af det interview - Hestemilliardær taler ud, lyder overskriften - som Andreas Helgstrand har givet til TV 2 Nord. 

Hestemilliardær taler udenom, havde dog været en mere korrekt overskrift, for ansvar tager ejeren intet af. Alt er andres skyld, og havde han vidst det, var ugerningen stoppet, længe før muldvarpen kom ind. 

Ingen chef kan selvfølgelig vide alt, og selvfølgelig kan der ske ting i et firma, som chefen ikke er vidende om. 

Men nu er det ikke fordi, at Helgstrand ligefrem er en gigantisk koncern med tusindvis af ansatte og afdelinger verden over, men foretagendet er - ifølge Helgstrand selv - stort nok til, at det er svært at overskue.  

-   Vi har tre ejendomme med heste, og der hvor jeg er, er ikke der, det foregår. Det er foregået på en af de andre, hvor vi rider heste til – og unge heste, der bliver tilredet, det kan godt se vildt ud, forklarer Andreas Helgstrand i TV 2 Nords knivskarpe interview. 

Mindst et enkelt spørgsmål er dog fraværende i interviewet: 

- Hvad tror du er årsagen til, at dine nu tidligere ansatte brød de klare regler om behandling af hestene? 

Umiddelbart er det nemlig svært at få øje på de ansattes motiv til uden chefens viden at indføre de træningsmetoder, der fik Dansk Ridesports Forbund til at smide Helgstrand af landsholdet og tage afstand  fra den uacceptable ridning, træningsmetoder og behandling af hestene, udsendelserne tydeligt viser. 

Derfor står det nu klart, at Andreas Helgstrand, på baggrund af udsendelserne, ikke kan repræsentere DRF som bruttogruppe- og landsholdsrytter, lød det i en pressemeddelelse. 

Alt i alt er det et interview, som selv en middelmådig spindoktor ville have advaret mod at gå ud med.

Troværdigheden har nemlig også fået pisk.                                     

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden