Powerparrets nye restaurant er beundringsværdig, allerede inden den er åbnet
Budskabet taler direkte ind i en af tidens største diskussioner: Nemlig forholdet mellem fritid og arbejdsliv
Opdateret kl. 07:25
Powerparret Nadia Alexandrine Bach og Christian Nurup forlader Restaurant Bühlmann på Hotel Scheelsminde i Aalborg for at gå selvstændigt.
Og de gør det med et modigt og nødvendigt budskab.
Nadia Alexandrine Bach var hotel- og restaurationschef på Hotel Scheelsminde og Restaurant Bühlmann indtil årsskiftet. Christian Nurup er køkkenchef samme sted, men stopper ved udgangen af april.
I et interview med Nordjyske forklarer topkokken Christian Nurup, at de åbner en ny restaurant i Aalborg midtby, og at de har taget et utraditionelt valg. Nemlig at den kommende restaurant ikke vil have åbent om lørdagen.
- Vi har en dreng på snart fire år, og det slider, når man kun arbejder aften. Det er hårdt for familielivet, siger han og afslører samtidig, at omsætningen ikke nødvendigvis er størst lørdag aften, som man måske ellers skulle tro.
Alligevel er valget i den grad et opgør med det etablerede.
Parrets indsats på Restaurant Bühlmann har kastet en række priser af sig, og anmelderne har kvitteret med topkarakterer.
Og det fremgår tydeligt af interviewet, at ambitionerne ikke er sænket, selvom der tages hensyn til familielivet.
Det er et nødvendigt signal. Ikke blot i restaurationsbranchen, som især har et ry for at have et arbejdsmiljø, der ikke levner meget plads til familielivet - men også i vores samfund i det hele taget.
For budskabet taler direkte ind i en af tidens største diskussioner: Nemlig forholdet mellem fritid og arbejdsliv.
Der er brug for den slags opgør mod normerne - og mod de sandheder, som vi hver dag accepterer ukritisk. Og der er brug for at vise, at man ikke nødvendigvis er doven eller uambitiøs, blot fordi man også prioriterer sin familie.
Ud over at adressere hensynet til familielivet, er også et godt arbejdsmiljø vigtigt for parret:
- Faget er hårdt ramt på personale. Det er vi nødt til at gøre noget ved. Vi har banket os selv helt i knæ for gæsternes skyld, men vi bliver nødt til at ændre på arbejdsforholdene for os selv. Der kommer ingen andre og gør det for os, siger Christian Nurup i interviewet med Nordjyske.
Det er et glimrende eksempel på lederskab, hvor man starter med sin egen praksis og tilgang fremfor at kræve løsninger fra andre.
Forhåbentligt giver den tilgang anledning til inspiration. For succes kan ikke kun måles i omsætning - men også i trivsel og livskvalitet. Det bliver spændende at følge projektet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.