Så var det farvel til Alles Lægehus. Nu mangler regionen at vise, at der kommer en bedre løsning
Region Nordjylland står nu overfor en monumental opgave: At sikre en tryg og pålidelig lægedækning for alle nordjyder
Fredag kom det frem, at Region Nordjylland ønsker at opsige kontrakterne med fire udbudsklinikker drevet af Alles Lægehus.
Det sker i tråd med regionens lægedækningsstrategi, hvor højeste prioritet er at sikre en fast læge på overenskomst, lyder det.
De fire udbudsklinikker, som i øjeblikket drives af Alles Lægehus, ligger i Brovst, Dronninglund, Frøstrup og Hurup.
Beslutningen kommer efter en række artikler i bl.a. DR og Nordjyske, hvor der blev afsløret fusk med afregningerne for de lægelige ydelser, som Alles Lægehus havde eller ikke havde ydet overfor patienterne.
Og afsløringerne har sat skræmmende spotlight på systematisk snyd med ydelser og et større fokus på indtjening frem for patienternes ve og vel.
Processen har gjort det tydeligt, at den nuværende løsning har været utilstrækkelig og i nogle tilfælde direkte skadelig.
Det er en trist erkendelse. At en så central del af vores sundhedsvæsen er blevet undermineret af profitmotiverede beslutninger.
Men det giver også Region Nordjylland en enestående mulighed for at genoprette tilliden og sikre, at alle nordjyder får den lægedækning, de har ret til og behov for.
Det kræver dog mere end blot at politianmelde de implicerede klinikker. Regionen skal også - hurtigt - etablere en holdbar og transparent plan for, hvordan fremtidens lægedækning skal se ud.
For at genopbygge tilliden blandt borgerne, er det afgørende, at regionen kommunikerer klart og åbent om de tiltag, der bliver taget.
Nordjyderne skal føle sig trygge ved, at deres sundhed bliver taget alvorligt, og at de ikke igen skal opleve en situation, hvor deres velfærd bliver nedprioriteret.
Det er tid til handlekraft og lederskab fra politisk og regional side - der skal skabes et system, hvor lægedækningen ikke kun er tilgængelig, men også pålidelig og af høj kvalitet.
Derfor er det nu op til Region Nordjylland at bevise, at de kan levere en bedre løsning – en løsning, der sætter patienternes behov og sikkerhed i centrum.
Borgernes helbred og velbefindende afhænger af det.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.