Sanne og Martin fra Hjørring gjorde noget, som langt fra alle tør
Vi kan ryste på hovedet af, at de løb risikoen. Eller bifalde, at de tog chancen
Det lokale par, Sanne og Martin Holst, gjorde netop det: Tog chancen, satsede stort og stræbte efter succes.
Efter at have drevet butik i Hjørring i ti år, valgte de for halvandet år siden at udvide deres forretning, tredoble butiksarealet og skabe den største Ønskebørn-butik i Jylland.
Trods alle odds, kastede de sig ud i en investering i fremtiden – en beslutning, der krævede både mod og handlekraft.
Desværre har deres satsning ikke båret frugt på den måde, de havde håbet, og nu må de lukke forretningen.
Umiddelbart er det trist læsning, men selvom udfaldet ikke blev som forventet, er det vigtigt at huske, at deres indsats ikke er forgæves.
I Danmark viser tal fra Dansk Erhverv, at omkring hver tredje nystartede virksomhed lukker inden for de første tre år. Og ifølge iværksætterplatformen Startups har omkring 90 procent af alle startups verden over svært ved at overleve de første år.
Dette viser, hvor udfordrende det er at lykkes i erhvervslivet.
At skabe en virksomhed, og særligt en succesfuld én, er ikke en lineær proces. Faktisk skal mange virksomheder gennem flere forsøg og justeringer, før de når en stabil og succesfuld drift. Det er en del af processen, og det kræver både vilje og udholdenhed at overvinde de forhindringer, der uundgåeligt opstår.
Sanne og Martins modige beslutning om at udvide deres forretning i en tid, hvor mange andre valgte at trække sig tilbage, er et eksempel på en form for initiativ og ambition, der er nødvendigt, hvis vi skal vende den negative udvikling, vi ser i mange nordjyske områder.
Vigende befolkningstal, butikslukninger og generel økonomisk afmatning skaber udfordringer for mange lokalsamfund, og derfor er det afgørende, at nogen tør gå foran, vise vejen og gøre noget nyt eller anderledes.
Realisme og businesscases er naturligvis også centralt, når investeringer skal søsættes - men vi har i den grad brug for, at nogen tør drømme stort.
Vi skal turde satse på egne idéer og visioner for fremtiden – også selvom vi ved, at der er risiko for, at det ikke altid lykkes i første omgang.
Sanne og Martin har vist, at de turde tro på en fremtid for Hjørring og for deres egen forretning.
For det fortjener de ros.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.