Forestil dig, at alarmtilstanden fortsætter time efter time, dag efter dag, i månedsvis. 

Det er virkeligheden for forældre til kolikramte spædbørn.

Kolik er af kritikere blevet kaldt en "skraldespandsdiagnose". Det er et udtryk for den frustration, forældre oplever, når det bedste råd fra sundhedsvæsenet er at "holde ud" og vente, indtil gråden forhåbentlig ophører efter flere måneder. 

Og det efterlader forældre i magtesløshed

Det er baggrunden for et borgerforslag, som ni kvinder, heriblandt nordjyske Ditte Maria Richter Sparre, har fremsat, og som Nordjyske har beskrevet. 

I borgerforslaget kræver man en langt bedre håndtering af kolik og udvidet støtte til de familier, der bliver ramt. Deres mål er at sikre investeringer i forskning, der kan identificere de underliggende årsager til kolik og udvikle mere effektive behandlingsmetoder. 

Men borgerforslaget handler ikke kun om barnet. Forældre har også brug for støtte - professionel rådgivning og sundhedsfaglig vejledning, så de ikke står alene.

For selvom kolik ofte aftager efter tre til fem måneder, kan det have konsekvenser. Forældrenes fysiske og psykiske helbred kan blive voldsomt belastet. 

- Når vi ikke kan få vores spædbarn til at stoppe med at græde, går det stik i mod vores urinstinkter. Det ligger så dybt i os, at vi skal sørge for, at vores børn overlever og er sunde og raske. Det er en drift. Så når vi ikke kan få vores barn til at stoppe med at græde, går vores krop i alarmberedskab, siger jordemoder Laura Jacobsen i et interview med Nordjyske. 

Samtidig er forældrene ofte overladt til sig selv med beskeden om at holde ud.

- Vi stod rigtig meget alene med at prøve at finde en løsning. Men på det her tidspunkt var vi klar til at prøve alt og købe alt, hvis der bare kunne hjælpe ham en lille smule, siger Ditte Maria Richter Sparre i interviewet med Nordjyske.

Familien opsøgte en lang række private behandlingsformer og var til osteopat, kiropraktor, zoneterapi og kraniosakralterapi. Samtidig isolerede de sig hjemme, hvor selv simple daglige opgaver føltes uoverskuelige. Den konstante belastning fratog dem overskuddet til alt andet end at forsøge at hjælpe deres barn.

Det er en urimelig situation at efterlade forældrene i. 

Ét er, at kolik og gråden kan være umulig at stoppe, men det mindste, vi som samfund kan gøre, er at støtte og anerkende de forældre, der gennemgår det. De må ikke stå alene. 

Vi skal kunne hjælpe forældrene med støtte, rådgivning og et system, der griber dem. Det skal ikke kun være for de få, som har råd og ressourcer til at opsøge private løsninger.