Nordjyske mener

Vi har et alvorligt problem – og en aften med sminke og mode løser det ikke

En nordjysk bank har valgt at pakke et ellers vigtigt økonomisk arrangement ind i sminke og skønhedstemaer for at tiltrække kvinder. Arrangementet er helt fint - selv hos Dansk Kvindesamfund. Alligevel bliver jeg nødt til at sige fra

Kevin Walsh er ansvarshavende chefredaktør hos Det Nordjyske Mediehus.
Kevin Walsh er ansvarshavende chefredaktør hos Det Nordjyske Mediehus. Foto: Lars Pauli

Under overskriften "Kvinde - bliv forkælet og klædt på" inviterede Nordjyske Bank i Hasseris til kvindeaften om pension, der blev afholdt i onsdags. Et umiddelbart godt initiativ, hvor kvinder skulle høre en af bankens specialister forklare, hvorfor pension er vigtig.

Der er stor økonomisk ulighed mellem mænd og kvinder. Mens kvinder tjener 12 pct. mindre end mænd, så ligger kvinders pensionsformue i snit 25 pct. lavere end mænds ifølge Danmarks Statistik.

Så det er godt, at en nordjysk bank tager ansvar og prøver at bidrage til, at kvinder går mere op i deres pension. Alligevel har det været nødvendigt at pakke aftenen ind i »spændende indlæg og gode råd om trends indenfor mode og make-up«, som banken »topper […] med en let anretning, goodiebag til alle og konkurrence med lækre gevinster«.

Billetterne blev efter sigende revet væk. En stor succes.

For en god håndfuld år siden prøvede Handelsbanken noget lignende, og her endte banken i en shitstorm efter at have inviteret til kvindeaften med tema om økonomisk fokus på »tryghed for den moderne familie«, der blev krydret med »en let pigebuffet« og indlæg fra en skovirksomhed, der skulle give »inspiration til hverdag, fest og fritid«.

Dengang harcelerede blandt andet daværende KVINFO-direktør Suzanne Moll og stillede der retoriske spørgsmål: »Altså, lever Handelsbanken stadig i 50'erne?«

Men tiderne har åbenbart ændret sig, og det at lokke med sminke for at få kvinder til at høre om pension kan ikke engang få Dansk Kvindesamfund til at brokke sig, og det er ellers en forening, der normalt godt kan tage bladet fra munden.

Målet helliger midlet må man forstå.

Normalt er jeg ikke typen, der puster til ilden eller kaster den første sten, men invitationen har siddet i mig, siden jeg så den første gang. Jeg mener, at det er helt forfejlet kommunikation – det er at tale ned til kvinder at tro, at det kræver modeshows for at få kvinder til at høre om egen økonomi.

Især hvis man tænker på, at kvinder i stigende grad går op i deres privatøkonomi. For eksempel er flere og flere kvinder begyndt at investere privat – og endda bedre end mændene, viser tal fra handelsplatformen Nordnet. Samtidig får kvinder højere uddannelser, større og større lønningsposer og står for 80 procent af familiens købsbeslutninger. 

Så kvindeaftenen lugter langt væk af et kynisk marketingstunt. Og derfor helliger målet ikke midlet i dette tilfælde. For hvis målet er at skabe økonomisk bevidste kvinder og lukke hullet mellem kvinder og mænds pensionsformuer, så tror jeg ikke, en sminkeaften rykker en daddel på kulturen. Det er tværtimod med til at bevare den stereotypiske forestilling om kvinder, der kun kan få pulsen op af en blush fra Nilens Jord.

Men hvis banken kan få et par kvinder til at justere på eller placere pensionen hos Nordjyske Bank, så er udgifterne til en sådan aften hurtigt tjent hjem. For pension er ikke kun vigtig for både kvinder og mænd, den er også lig store penge for banker.

I stedet for at bruge energi på ligegyldige tøseaftener, håber jeg i stedet, at Nordjyske Bank vil tage kvinder seriøst og tale til dem som voksne, selvstændige og intelligente individer og finde andre mere relevante måder at få kvinder til at kigge på deres pension.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden