Nordjyske mener

Nordjyske Mette kalder sundhedstendens for hysterisk - og hun har faktisk ret

Mette Rask Bentzen, Redaktionschef, Det Nordjyske Mediehus. 
Mette Rask Bentzen, Redaktionschef, Det Nordjyske Mediehus.  Foto: Martél Andersen

Opdateret kl. 20:33

For år tilbage bad undertegnede lederskribent et meget nært familiemedlem om at holde op med at ryge. 

- Jeg vil gerne have dig i mit liv så lang tid som muligt, lød begrundelsen - reaktionen vender vi tilbage til. 

Netop livsforlængelse er et tema, som flere danskere er begyndt at gå op i. Og vil man gerne udskyde døden længst muligt, så giver det mening at kigge på nogle af de faktorer, som videnskabeligt bevist stjæler allerflest leveår; rygning, inaktivitet, for meget alkohol. 

Men i jagten på det længste liv går mange endnu mere drastisk til værks. Med sundhedsfænomenet longevity som ét af de nyeste skud på stammen. Et fænomen som Mette Bau Jensen fra Frederikshavn har kritiseret

Her handler det ikke bare om at justere på de ting, der har allerstørst indflydelse på levealderen. Nej, det handler om at nørde sundhed og livsforlængelse helt ned i de mest kedelige detaljer: 

Überstreng diæt, 50 kosttilskud om dagen og en - angiveligt - tarmvenlig lektinfri kost uden eksempelvis tomater, agurk og bælgfrugter. Dertil helt specifikke regler for måden, du sover på - for bare at nævne et par eksempler. 

Bliver du træt ved tanken? For det gør jeg. 

Langt hen ad vejen er vores hjernekapacitet et nulsumsspil, og kaster man alt sin energi og tid i at optimere sin kost, træning og søvn, alle ugens dage, hele året rundt, så er der meget lidt plads tilbage til alt det i livet, som er endnu vigtigere:

Relationer, samtaler, kærlighed og latter. Samvær med andre mennesker uden tanke på, hvad vi skal spise, og hvornår vi igen kan komme til at træne. 

Alligevel vinder lev-længst-muligt-tendensen frem og bliver for en del af os en besættelse. Vi kigger dybt i vitaminpilleglasset og fortæller entusiastisk om vores livsstil ved middagsselskabet, mens vi skåler i selvsmagende spirulinajuice.

Vi dyrker os selv og vores sundhed, mens vi får mindre tid til at dyrke hinanden og det gode liv. 

Det er da alt andet lige en ærgerlig prioritering?

Da jeg bad mit nære familiemedlem om at droppe cigaretterne, blev det modtaget med skepsis. Men et rygestop blev det til. 

Dog med en tilhørende aftale om, at hvis livet uden tobak på et tidspunkt bliver for langt, trist og kedeligt, så skal og må der ryges igen. 

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden