Det er fremragende underholdning at se de to 14-årige hovedpersoner prøve at forme fremtiden ved at rejse tilbage til fortiden, måske især hvis man, som jeg, har været så heldig at se julekalender i selskab med nogle børn. De skelner sådan set ikke mellem middelalderen og 1990'erne, begge dele tilhører kort og godt "gamle dage", og det kan der komme nogle forrygende gode grin ud af.

Men handlingen giver også plads til eftertanke: At kunne skrue tiden tilbage og indsuge en bestemt situation en gang til, men med nye øjne, er fascinerende. Hvad ville man egentlig selv ændre i fortiden, hvis man fik chancen?

Hvis vi som et tankeeksperiment skruer tiden omkring et år tilbage, kan det faktisk være svært at huske helt præcist, hvordan ens forventninger eller bekymringer for det kommende år var. Man indstiller jo løbende sit sigtekorn og tager forbehold for ændringerne undervejs, både gode og dårlige.

Derfor er det måske meget sundt at lave øvelsen med sig selv: Ville jeg egentlig bytte 2024, hvis jeg kunne?

Vi har en tendens til at være hurtigt videre, når noget går godt: Vi bekymrer os, også i fællesskab, om "worst case scenarios", både i det store (brug af atomvåben i krigen mellem Rusland og Ukraine) og i det nære (kommer bedstemor nu sikkert frem i trafikken?). Men når bekymringen ikke bliver til virkelighed, er vi hurtigt videre - til nye bekymringer eller mod nye mål.  

Derfor er juletiden godt brugt på at huske på alt det, der gik godt i 2024 - eller måske "bare" ikke gik så slemt som frygtet - og minde sig selv om det, hvis man faktisk ikke har lyst til at bytte et godt brugt 2024 - især fordi året formentlig og forhåbentlig har gjort os klogere. Også klogere på de ting, som et enkelt år ikke rykker på, som fx de dystre udsigter på klimafronten og eskaleringen af konflikter på internationalt niveau.

Måske eftertanken ligefrem kan række en uge frem, når kalenderbladet skifter og giver os et spritnyt år at sætte mål for. Det kunne være fantastisk, hvis vi måske kunne sigte klogere i stedet for højere i vores nytårsforsætter.

Tv-julekalenderens Romeo og Holly når frem til netop dén erkendelse - at hukommelsen er fundamentet for at lære af fortidens fejl - og heldigvis inden 24. december, så det hele kan nå at ende godt.

I det helt snævre Nordjyske-perspektiv har 2024 også gjort os klogere. Vi er blevet økonomisk ramt af de store tech-giganter, som har en stor magt over digital nyhedsformidling, dels fordi annoncører vælger at lægge penge hos fx Facebook fremfor hos danske medier, dels fordi store søgemaskiner som Googles sorterer i nyhedsstrømmen. Men vi har bevist, at vi ikke er sådan at slå ud, og at vores abonnenter vælger os til, når vores journalistik gør en forskel for dem.

Det var tilfældet, da vi kunne fortælle om de mildt sagt mangelfulde sikkerhedsforhold hos skrotgiganten M.A.R.S. i Frederikshavn og i sagen om en røntgenlæge, der har arbejdet på både hospitalet Aalborg og Sygehus Vendsyssel, der blev afsløret i omfattende sjusk og nu, efter Nordjyskes historier, ikke længere er at finde på lønningslisten hos Region Nordjylland.

Den type journalistik er vi stolte af at levere. Men lige så vigtigt er det, at Nordjyske er til stede og leverer perspektiv i hverdagens dilemmaer om børn, karriere og kærlighed - helt derind, hvor livet kan mærkes.  

Den viden tager vi med ind i 2025, sammen med visheden om, at Nordjyske selvsagt kun lykkes i fællesskab med vores abonnenter, både nuværende og kommende. 

Og mon ikke det netop også er fællesskabet, der sejrer i Tidsrejsen 2, når sidste afsnit løber over skærmen juleaften?