Gjølboerne holdt høstgudstjeneste og samlede ind til hjælpekassen
Artiklen er oprindeligt bragt på LigeHer.nu.
GJØL: Det var smukt og stemningsfuldt, da der søndag eftermiddag var høstgudstjeneste i Gjøl kirke – og så skæppede arrangementet også i kirkens hjælpekasse.
Da gudstjenenesten begyndte, var kirken smykket efter alle kunstens regler med Morten Korch-halmballer, kornaks på kirkebænkene og ikke mindst en masse høstgaver, som menigheden havde skænket.
- Der var lidt for enhver smag – blandt andet asier, rødbeder, æbler, svampe og hækleting, fortæller Eva Rytter Andersen, der er medlem af menighedsrådet.
Gudstjenesten blev forrettet af sognepræst Jessie Jørgensen med god hjælp fra kirkens børnekor. Det hele sluttede med altergang.
Auktion og budkrig
Bagefter hjalp alle børnene med at flytte høstgaverne over i menighedshuset, hvor der blev budt på kaffe og ti slags kage, sådan som det skal være ved en rigtig høstfest.
- Bagefter blev der holdt auktion over alle høstgaverne. Det blev til flere spændende budkrige – og det endte med, at vi fik godt 4000 kroner til kirkens hjælpekasse, som bruges til uddeling af kontant hjælp til dem, som har behov for eksempel til jul, til konfirmation, til børns fritidsudgifter og lignende, siger Eva Rytter Andersen.
Høstgudstjenesten samlede omkring 100 mennesker – og den efterfølgende høstfest med auktion havde godt 50 deltagere.