Kendte børnemusiker spiller op for børn og voksne

Michael Back gæster Arden.
Michael Back gæster Arden. Foto: Presse

Artiklen er oprindeligt bragt på LigeHer.nu.

ARDEN: Børnemusiker Michael Back gæster Kulturhuset i Arden til ”Kultur i Børnehøjde” lørdag 10. oktober med start klokken 10.00.

Michael Back er en af Danmarks mest erfarne børnemusikere. I mere end 30 år har han begejstret børn med sjove sange, musik, leg og bevægelse. Gennem årene er det blevet til mere end 4.500 arrangementer for børn og andre barnlige sjæle.

Han er kendt for sine sjove interaktive børnekoncerter samt for sin helt særlige evne til at fange sit publikum og gøre hver koncert til en unik oplevelse for både børn og voksne.

Michael Back har udgivet seks børnealbum med egne, originale sange, der inviterer til leg, bevægelse og fællesskab.

Han står også bag YouTube-kanalen “Musik og Sjov TV”, som indtil videre har opnået over 5,5 millioner visninger. Hans musik bliver flittigt streamet, og alene på Spotify har han omkring 3.000 månedlige lyttere.

Ud over sit virke som musiker er Michael Back komponist, tekstforfatter og kursusholder.

Både børn og voksne kan se frem til en varm, energifyldt musikalsk oplevelse med Michael Back.

Arrangementet er et samarbejde mellem Kulturhusforeningen og Sparekassen Danmark. Gratis billetter kan bestilles hos Britta Andersen i Arden-afdelingen på bba@spard.dk

Forsiden