Købmænd fra Skørping overtager Meny i nabobyen

Jeppe Hjelm Pedersen (th.) og Frederik Hjelm Pedersen (tv.) er far og søn og indehavere af Meny Skørping - og nu også Meny Støvring.
Jeppe Hjelm Pedersen (th.) og Frederik Hjelm Pedersen (tv.) er far og søn og indehavere af Meny Skørping - og nu også Meny Støvring. Arkivfoto: Martin Damgård

Artiklen er oprindeligt bragt på LigeHer.nu.

STØVRING/SKØRPING: Torsdag var det store skiftedag i den lokale Meny-forretning i Støvring. 

Her havde den nu forhenværende købmand, Anton Baggesen, sidste arbejdsdag som købmand i Meny Støvring.

Han overlader i stedet roret i butikken til far-søn-duoen Jeppe Hjelm Pedersen og Frederik Hjelm Pedersen. 

Det fremgår af et opslag på butikkens Facebook-side. 

Anton Baggesen selv skal i fremtiden være købmand i Randers, lyder det i opslaget. 

"For Jeppe og Frederik er det en stor dag, som de har set frem til længe. Fra i morgen (torsdag, red.) begynder et nyt kapitel i Meny Støvring, og de glæder sig helt vildt til at komme i gang. Først og fremmest glæder de sig til at lære kunderne, medarbejderne og butikken endnu bedre at kende - og så skal ærmerne ellers smøges op," skriver Meny Støvring i opslaget. 

Til mediet Midthimmerlands Folkeblad fortæller duoen, at man ser det "som en kæmpe styrke, at de to Meny-butikker ligger relativt tæt på hinanden".

- Vi ønsker at fokusere på at tage alt det bedste fra begge butikker, og så udvikle det i endnu højere grad, således at et besøg hos sin Meny-købmand i både Støvring og Skørping bliver en endnu bedre oplevelse, siger Jeppe Hjelm Pedersen til mediet. 

Forsiden