Aalborg

Etnisk grand prix kan samle - eller splitte

Og så alligevel ikke helt. Hendes brune øjne, bronzefarvede hud og lange mørke hår vidner om, at hun ikke er født pæredansk. Det er noget, hun blev, da hun få måneder gammel blev adopteret af sin danske mor og far for snart 30 år siden. Hendes srilankanske forældre kender hun ikke.

- Men jeg kunne da måske godt tænke mig at opsøge min biologiske mor engang, siger hun eftertænksomt.

Det er dog ikke det, der rumler i hendes tanker netop nu.

I morgen skal hun deltage i den første udgave af Etniske Grand Melodi Prix - et grand prix, der er stykket sammen i anledning af, at Dansk Melodi Grand Prix gæster Aalborg.

- Jeg tror, det bliver rigtig sjovt, siger Lise Tuborgh og fortæller levende om de planer og tanker, der tumler rundt netop nu.

Om hvordan Birthe Kjærs ”Vi Maler Byen Rød” skal fortolkes - og forventningerne til showet. For hun er ikke vant til at fortolke andres musik. Og så er der en vis generthed, der heller ikke er at kimse ad.

Hård som ibenholt og blød som silke

Hendes spinkle kvindekrop er gemt i posede bluser og joggingbukser. En tjekket sort hue er trukket over det blanke mørke hår, der falder blødt over skuldrene.

På mange måder udstråler hun en benhård styrke. Men der er også en følsomhed, som ikke kan skjules - eller skal skjules.

- Jeg bruger musikken til at fortælle det, jeg vil sige, forklarer hun.

Nogle gange er lyrikken hård som ibenholt. Andre gange blød som silke.

I den aalborgensiske undergrund er Lise Tuborgh kendt som byens ukronede rapdronning. Med en stemme, der kan få ørerne til at spidse, er hendes tekster svære at komme uden om. Endnu har de aldrig været udgivet. Men det kommer snart, fortæller Lise Tuborgh med et lille smil.

Det har været en lang vej til hertil. En sjælerejse, som startede den dag, hun trådte over tærsklen til fritidsklubben Fri-Stedet, der ligger i en af Aalborgs mest multikulturelle bydele. For selvom musikken altid har været en del af Lise Tuborghs liv, så var det ikke skrevet i stjernerne, at hun skulle ende på scenen - ikke før den dag, hun mødte Fri-Stedets leder, Jens Larsen, og klubbens musikalske multikunstner, Peter Kristoffersen. Et makkerpar, der er blevet hendes ledestjerner.

Giv musikken videre

- Jeg begyndte at komme på Fri-Stedet, da jeg gik i 4. klasse, fortæller Lise Tuborgh og smiler ved tanken.

Det var her, hun lærte at lave musikken - ikke kun elske den.

I dag kan hun bikse et nummer sammen på rekordtid. Hver tirsdag aften hjælper hun unge på Fri-Stedet med at lave deres egen musik. Og selvom hendes spinkle krop indeholder en udlængsel og et gigantisk oprør mod det meste af det, der er stationært i det danske samfund, så er Lise Tuborgh - i bund og grund - en kvinde, der er villig til at give det tilbage, hun selv har fået med renters rente.

Fri-Stedet og Jens Larsen har givet hende et ståsted; en mening med livet. Nemlig at være noget for andre - og at give kærligheden til musikken videre. Om et halvt år er hun færdig med sin kandidat i læring og forandring. Og selvom hun drømmer om at undervise pædagogstuderende, så vil hun altid være at finde her, foran mixerpulten i kælderen under Fri-Stedet.