Over 1000 kaniner: Skal du med til DM i kaninhop?

Idrætscenter Jammerbugt fyldes med kaniner kommende weekend. Arkivfoto: Ole Iversen

Idrætscenter Jammerbugt fyldes med kaniner kommende weekend. Arkivfoto: Ole Iversen

I weekenden 18. – 20. februar bliver der stort rykind i Fjerritslev, når Danmarks Kaninavlerforening afholder deres landsudstilling i Idrætscenter Jammerbugt. I 2021 måtte landsudstillingen desværre aflyses pga. coronarestriktioner, men i år kan udstillingen lykkevis gennemføres. Det skriver Kristian Mose Kristensen fra Brovst i en pressemeddelelse på vegne af flere kaninforeninger i det nordjyske.

I alt er der tilmeldt 1.150 racekaniner til udstillingen fordelt på ikke mindre end 51 forskellige racer. Til sammenligning var der seks forskellige racer på foreningens første udstilling afholdt i Tivoli i København i 1895. Der er mulighed for at se alt, hvad kaninopdrætterne kan fremvise lige fra de store Belgiske Kæmper, som når en vægt på op imod 10 kg. til de bittesmå Dværgharer, som har en vægt på 800 gram. Der ud over repræsenterer racerne et væld af forskellige farver og pelstyper lige fra de korthårede plyskaniner kaldet Rex, hvis pels nærmest minder om et muldvarpeskind til de langhårede Angorakaniner, som må klippes hver tredje måned.

Kaninhop

Ud over de mange racekaniner afholdes der også stævne for de såkaldte hopkaniner, som møder med 150 deltagere. Kaninhop foregår på en bane, der til forveksling minder om en bane til springheste i miniformat, og konkurrencen går selvfølgelig ud på at finde den kanin, som springer banen fejlfrit i hurtigste tid.

Hopkonkurrencerne foregår både lørdag og søndag fra kl. 9.00.

Oprindelig blev Danmarks Kaninavlerforening stiftet af fremsynede personer, som i kaninen så en mulighed for, at den almindelige befolkning også fik adgang til en sund og nærende kødkilde – hvilket langtfra var givet i 1895. I vores tid spænder interessen for kaniner lige fra personer, der går med en lille selvforsyner i maven, og med kaninerne får mulighed for at producere kød til deres egen husholdning – og vel at mærke kød, som er fedtfattigt, proteinrigt og særdeles velsmagende, og som oven i købet kan laves CO2 neutralt, således kaniner med rette kan kaldes nutidens klimahelte. I den anden ende af spektret finder vi folk, som udelukkende ser kaninen som et fremragende kæledyr, der sagtens kan lære at leve i f.eks. en lejlighed og ligesom en kat besørger i en kattebakke. Endelig har en stor del af Danmark Kaninavlerforenings unge medlemmer deres interesse i den før omtalte kaninhop, så man må fastslå, at mulighederne er mangfoldige indenfor kaninsporten. Danmarks Kaninavlerforening har knap 1000 medlemmer.

Udstillingen åbnes officielt fredag kl. 15.00 af borgmester Mogens Gade fra Jammerbugt Kommune, og er åben for publikum lørdag kl. 9 – 17 og søndag kl. 9 – 14.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.