Snart summer det af liv - men der er brug for din hjælp

- Nogle har lidt erfaring - andre er helt blanke. Men det betyder ingenting. Der er plads til alle

Hvis du vil hjælpe naturen, så kan det være, at du skulle overveje at blive biavler. Arkivfoto: Pernille Damsgaard

Hvis du vil hjælpe naturen, så kan det være, at du skulle overveje at blive biavler. Arkivfoto: Pernille Damsgaard

Sådan siger Lars Bo Christensen fra Han Herreds Biavlerforening, som har en skolebigård ved Fjerritslev. Han har netop afholdt første kursusaften for nye biavlere. Og som sagt - det er for alle, der har lyst til at have bier i baghaven.

Bierne arbejder med rent naturlige ressourcer, der alle stammer fra området, de bor i. De kvitterer med at bestøve blomster, der bliver til bær og frugter eller frø, der spirer til nye planter.

- Vi er i gang med de fem teoriaftener, men kan man ikke dukke op der, så kan man bare dumpe ind forbi i løbet af sæsonen, siger Lars Bo Christensen.

Efter lidt teori om det at have en familie på adskillige tusinde honningbier kommer man i skolebigården, som står ved den gamle jernbane i udkanten af Fjerritslev.

- I skolebigården laver vi alle de praktiske øvelser. Det er jo noget, man skal prøve at have i hænderne og ikke bare høre om det. Det er der, man lærer at have bier, siger Lars Bo Christensen, som selv står for undervisningen.

Han har oplevet en øget interesse for biavl - og også en øget interesse for lokale fødevarer i løbet af de seneste 5-10 år.

- Der er stor lokal efterspørgsel på både honningbier og -honning. Hoteller og restauranter i området efterspørger også lokale producenter, siger Lars Bo Christensen, som fra sin egen bigård på Gjøl leverer til blandt andre Svinkløv Badehotel og Feriecenter Slettestrand. Han har sine bistader lige i nærheden af de to spisesteder - mere lokalt kan det næsten ikke blive.

Lars Bo Christensen oplever, at det er et andet segment end tidligere, som melder sig ind i biavlerforeningerne.

- Dengang jeg var ung, synes jeg lidt, det var nogle sure, gamle mænd, der blot ville tjene lidt ekstra. Nu er det flere og flere kvinder og børnefamilier. Det er veluddannede folk, som er nysgerrige, der melder sig, siger Lars Bo Christensen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.