Livet i Skagen set bag kameraet

Hvad der er hændt af stort og småt i Skagen de seneste 30 år er filmet af Kurt Villi Jensen, som har overdraget sit dokumentariske materiale til Skagen Lokalhistoriske Forening. Nu lægges det hele også ud på YouTube

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Turen med Kronprins Frederik på skibet Lars Kruse, som Kurt Villi Jensen fik solo, er hans ubetingede største scoop og oplevelse igennem årene, men gode oplevelser har der været rigtigt mange af.

Intet har nogensinde været for småt til, at skagboen Kurt Villi Jensen har villet videreformidle en historie, for han filmer med egne ord alt, hvad der foregår i Skagen. Han har dermed skabt et enestående dokumentarisk materiale.

Selvfølgelig fryder han sig, når han får den gode historie. Scoopet. Som dengang han for øjnene af den samlede verdenspresse gik ombord på skibet Lars Kruse sammen med Kronpris Frederik og som den eneste fik filmoptagelsen. Og selvfølgelig er han glad, når han på YouTube kan se, at hans film er oppe på adskillige tusinde visninger.

Det hele begyndte i slutningen af 80’erne, da konen og hendes strikkeklub skulle til Østrig.

Kurt Villi Jensen, som har 40 år som kommunalarbejder bag sig, havde lejet et videokamera for at filme turen.

Undervejs blev han så bidt af at filme, at han efterfølgende købte kameraet. Tidligere havde han fotograferet meget - men at filme var med hans egne ord meget smartere.

Snart var Kurt Villi Jensen overalt i Skagen, hvor der foregik noget. Med sig havde han sit kamera - om det så var byrådsmøder, filmede han dem.

- Det interesserede mig. Det er godt stof og spændende for mig, forklarer han.

Butiksåbninger, runde fødselsdage, jubilæer, børnehaveudflugter og opvisninger filmede han. Sankthans-fejringer, festivaler, Drachmann-aftener, fiskere og koryfæer, borgersammenkomster, messer og kommunesammenlægning, foruden hvad der er sendt på lokale medier. Intet og ingen er gået hans næse forbi.

- Jeg har filmet alt! Og meget er jo historie i dag.

En gang imellem solgte han en film for et beskedent beløb. Det var dyrt at filme, som han forklarer, mens han hiver skuffer ud i sit lille redigeringsrum på hjemmeparcellen og viser, at de er fyldt med film lige som hylderne ovenover.

Rigtig fart tog optagelserne, efter at han havde fået kontakt til Skagen Lokalhistoriske Forening, der var interesseret i hans arbejde og hjalp til, så han efterfølgende har fået et symbolsk beløb for hver af sine afleverede film til hjælp til finansiering af nye kameraer.

- Se nu det her, siger han og viser sit nyeste Canon kamera frem til ca. 25.000 kr. Kystmuseerne har siden også hjulpet ham til at filme, hvad der foregik. I Skagen, i Hulsig og i Aalbæk.

Kronprins Frederik

348 film har han til dato afleveret til Skagen Lokalhistorisk Forening - og han har et tilsvarende stort antal film liggende.

Det har kastet utallige gode oplevelser af sig. Entusiastisk fortæller den glade kameramand om flere af sine oplevelser.

Den største og bedste af dem alle, der førte til det bedste scoop nogensinde, får vi selvfølgelig også.

Det går tilbage til 2001.

Kronprins Frederik var i Skagen for at forestå dåben af skibet "Lars Kruse".

Kurt Villi Jensen finder filmen og viser dåben, der blev overværet af "hele verdenspressen", som han siger.

Kurt Villi Jensen, der for længst er kommet på fornavn med dem, der er værd at kende, var derfor helt fremme under dåben - og se, peger han tilfreds: Dér står Kronprins Frederik ved roret. Det er jeg den eneste, der har. Jeg var, tilføjer han, den eneste (kameramand), der fik lov at komme med ud at sejle.

Inde på kajen stod journalisterne efterfølgende og ville købe filmen.

Men nej. Den var til Skagen Lokalhistoriske Forening.

Men Kronprinsen fik et eksemplar nogle år senere. Det var i forbindelse med, at han kom til Skagens 600 års købstadsjubilæum i 2013 med kone og børn.

Kurt Villi Jensen havde forinden mødt hofmarskallen på en færge og forespurgt om mulighed for at aflevere en film.

- Jeg afleverede den på kongeskibet, forklarer han og fik efterfølgende brev fra hofchefen med tak fra Kronprinsen.

Men den største tak var nu alligevel den, Kurt Villi Jensen fik af Kronprinsen selv.

Under købstadsjubilæet var Kurt Villi Jensen som altid bag kameraet, det var han også, da Kronprinsen pludselig henvendte sig til ham og takkede for filmen.

- Han havde set den!

Film ud på YouTube

- Jo, jeg har haft en masse gode oplevelser, understreger Kurt Villi Jensen, som efterhånden er fyldt 73 år og er trappet lidt ned. Men ikke mere end at han lige nu har gang i fem portrætter, hvoraf det ene er af borgmester Birgit Hansen.

Han har portrætteret samtlige borgmestre siden H. Nibe-Hansen og afleveret dem til Skagen Lokalhistoriske Forening.

- Meeen, der var jo ingen, der rigtig så filmene, erkender Kurt Villi Jensen.

- Det havde jeg det fandeme dårligt med, men så var der en god ven, der sagde: Få filmene ud på YouTube.

Som sagt så gjort. Kurt Villi Jensen har i dag sin egen kanal Nordbo 100 på YouTube og 128 abonnenter. Ca. 110.000 har været inde at kigge på hans film. Og efterfølgende er ting blevet brugt i DRs børneprogram og andet i diverse foredrag.

- Dét er dejligt.

Indtil nu har hans praksis været først at lægge et portræt ud på nettet, når en person er død. Det er i forvejen svært at overtale folk til at medvirke. Undertiden har han måttet bruge flere år på at overtale en person, så han har ikke villet gøre det vanskelige for sig selv, men nu får glæden ved de mange visninger på YouTube ham til at ville ændre praksis.

- Efter nytår tænker jeg, at jeg lægger portrætterne ud, når de er færdige.

Måske bliver borgmester Birgit Hansen den første, der lægges ud efter nytår, men det kommer helt an på, om hun giver lov, for interviewet blev indgået på andre betingelser, pointerer Kurt Villi Jensen.

Den nysgerrige internetbruger vil hurtigt konstatere, at Kurt Villi Jensen ikke er professionel interviewer, lige som han heller ikke går voldsomt meget op i scenografien.

- Nej, rammerne går jeg ikke så meget op i. Det er fortællingen, der fascinerer mig, forklarer Kurt Villi Jensen og tilføjer, at han med sit lokalkendskab stiller spørgsmål, der viser personen, som personen er. Lige som han redigerer ud fra sin sunde fornuft og omtanke med menneskers liv.

- Alle har en historie. Alle!

Lis Randi Sørensen, grundlæggeren af Skagen Festival og festivalens grand old lady, Gerd Parkholt, er to eksempler på navne, der har fortalt deres historie til Kurt Villi Jensen

- Og se her: Skomager Gedebjerg og frue lige før de lukkede butikken i 1991. Det er historie, så det brager. Der er ingen, der laver sko i dag på den måde, lyder det veltilpas fra Kurt Villi Jensen, der finder filmene lige så hurtigt, som han omtaler dem.

I det nye år - 2017 - skal Kurt Villi Jensen formentlig til at fortælle sin egen historie til kameraet. I hvert fald stoppede journalist Claus Jacobsen, der var en af DRs første nyhedsoplæsere og nu bor i Skagen, en dag Kurt Villi Jensen.

- Han spurgte, hvem der laver min historie og tilbød at gøre det, så vi aftalte at mødes i det nye år.

Jeg skal også til at tænke på at få skrevet en lille seddel, så de film, der endnu ikke er afleveret til Skagen Lokalhistorisk Forening, bliver det. Engang.

Men allerførst skal de fem portrætter, han har liggende, gøres færdige.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst