Lydløs og lynhurtig
Brintbil blev sluppet løs på vejene ved Hobro som startskud til samarbejdet Fuel Cell Cluster North

Brintbilen er forholdsvis dyr, men ifølge konsulent Mikael Kau fra Cemtec, er den en del af løsningen på fremtidens energiknaphed. Foto: Lars Pauli Lars Pauli
HOBRO:En lille velkomst-jingle fortæller, at bilen er klar til at køre. Når automatgearet sættes i Drive, hører man en svag støj fra motorrummet, men så snart bilen kører, er lyden fra dækkene den eneste i kabinen. Hyundai IX35 Hydrogen er en brintbil med en elmotor, der drives af en brændselscelle, som omdanner brint til strøm.
Netop brint og brændselsceller var, hvad det hele handlede om, da det nye samarbejde Fuel Cell Cluster North blev kickstartet på Cemtec i Hobro, skriver NORDJYSKE Stiftstidende.
Fuel Cell Cluster North er en udbygning af et eksisterende samarbejde mellem Aalborg Universitet og virksomhederne på Cemtec i Hobro.
- Vi opprioriterer samarbejdet med universitetet, for at vores region fortsat kan være helt fremme på dette område, forklarer Mikael Kau, konsulent i Cemtec.
Arbejdspladser er det centrale i Fuel Cell Cluster North, som blandt andet vil arbejde for en brinttankstation ved motorvejen.
- Det vil blive den første brinttankstation ved motorvejen, og det er et led i en strategi med aktiviteter, der skal sikre fortsat fokus på brændselscelleteknologien og de arbejdspladser, vi kan skabe i forbindelse med den, siger Mikael Kau.
På p-pladsen ved Cemtec står i disse dage en dansk produceret brinttankstation, som holder Hyundais brintbil kørende. Både brintbil og tankstation er udlånt af det danske firma H2 Logic, der har udviklet og fremstillet brinttankstationen.
I anledning af startskuddet på Fuel Cell Cluster North kunne gæsterne og NORDJYSKEs udsendte prøve en tur i den koreanske brintbil. Prisen er 950.000 kroner. Pr. kilometer koster den dog det samme at køre i som en almindelig benzinbil.
- Benzin og olie vil slippe op en dag, men her har vi et alternativ, der kan fremstilles af vedvarende energi i uendelige mængder, og som ikke forurener, siger Mikael Kau.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.