Makrel på dåse for 200 mio. kr.

Sæby Fiskeindustri er i fuld gang med opførelsen af en af ny millionfabrik

Jeppe Hostrup og Kim Dahl Hansen
Produktionslinjerne i den nye fabrik vil kunne producere dobbelt så meget som de gamle produktionslinjer.
Erhverv 4. september 2015 20:05 - Opdateret 4. september 2015 20:28

SÆBY: Fredag flød det med rosende ord til makrelvirksomheden Sæby Fiskeindustri, dens stifter Christian Vanggaard og virksomhedens nuværende ledelse, da virksomheden officielt præsenterede og fremviste arbejdet med den nye fabrik.

- Sæby Fiskeindustri er en af kommunens helt store spillere. Fabrikken er en god historie, og samtidig en af grundene til, at Danmark har en førerposition indenfor fødevareproduktion i verden.

Sådan sagde Borgmester Birgit Hansen i sin tale til makrelvirksomheden, og det var kun få ord blandt mange taler til virksomhedens pressemøde.

Fordobling af produktionen

Det var tilbage i december 2014, at man endeligt besluttede at udvide fabrikken for 200 millioner kroner, og byggeriet af den nye fabrik ved siden af den gamle har stået på siden april i år.

Man udvider makrelfabrikken med 13.500 kvadratmeter, hvoraf 9.000 skal bruges til produktionen og 4.500 til fryselager.

Udvidelsen betyder samtidig, at man fordobler produktionen af makrel på dåse, når kapaciteten er fuldt udnyttet.

- Byggeriet skal stå færdigt til juni næste år, og vi forventer at tage den første af tre produktionslinjer i brug efter sommerferien. Derefter tager vi de næste produktionslinjer i brug, som vi får ordre til det, forklarer administrerende direktør, Henrik Mikkelsen.

Man forventer, at alle produktionslinjer vil være taget i brug i år 2022, og når de er det, vil produktionen være øget fra 110 millioner til 200 millioner dåser makrel om året.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...