Mand lokkede pige i fælde med mobilfoto
Politiet leder efter spinkel mand efter overfald på 10-årig pige
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:51
AALBORG: Med et mobilfoto af en hund fik en mand sent tirsdag aften lokket en 10-årige pige væk fra en legeplads på Dikevej i det østlige Aalborg, hvorefter han overfaldt hende og trak hende ind i et buskads.
Nordjyllands Politi leder fortsat efter gerningsmanden - og opfordrer samtidig forældre til at advare børn for at undgå lignende ubehagelige episoder.
Politiet fik anmeldelse om episoden kl. 21.50 tirsdag aften. Politiet beskriver overfaldet sådan:
Da den 10-årige pige legede sammen med en veninde på en legeplads på Dikevej i Aalborg SØ, blev de kontaktet af en mand, der spurgte, om pigerne kunne hjælpe ham med at finde hans hund.
Manden viste dem et billede af hunden på sin mobiltelefon. Pigerne ville gerne hjælpe, og de fulgte med manden, men da den ene piges mor ringede, forlod den pige stedet, og den 10-årige pige var alene med manden.
Manden og pigen gik via en nærliggende sti - Panstien - ind i et nordligt beliggende skovområde. Og her væltede manden pigen omkuld og holdt hende fast.
Pigen skreg op og fik lov til at gå.
Hun løb fra stedet ad samme vej, som de kom, mens manden forsvandt i den modsatte retning mod nord, formentlig ud på Byplanvej.
Politiet med hunde ledte forgæves efter gerningsmanden tirsdag aften.
Politiets signalement af gerningsmanden lyder:
Dansk af udseende, 35-40 år, 170-175 cm. høj, spinkel, sort/gråt kort hår, mørke skægstubbe mellem næse og overlæbe. Han var iført en sort sommerjakke, blå cowboybukser med huller, brunt bælte og hvide sko.
- Vi er interesseret i at høre fra alle, der har oplysninger i sagen. Ring hellere end gang for meget end en for lidt, lyder det fra politikommissær Lars Nørskov Jørgensen fra Nordjyllands Politi.
Han opfordrer forældre til at advare børn mod at gå med fremmede.
Og så påpeger han, at forældrene bør nævne fremgangsmåden for børnene - at manden bad om hjælp til at finde en forsvundet hund og viste et mobilfoto af hunden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.