Naturperle med campingplads, restaurant og bjælkehus sat til salg
Udbudsprien er 11,5 millioner for Helene og Jens Jørgen Vestergaards livsværk
Opdateret 06. september 2022 kl. 14:06
BRAMSLEV: Helene Vestergaard var 12 år, da forældrene tog hende med på udflugt til Bramslev Bakker. Pigen mente, hun var kommet til Østrig.
Siden blev hun og ægtefællen, Jens Jørgen, ejere af naturperlen på nordsiden af Mariager Fjord. I 30 år har de boet med udsigt til Danmarks smukkeste fjord, de har drevet Restaurant Bramslev Bakker og de har skabt en helt særlig, lille campingplads, hvor fjorden og de enebærbevoksede skrænter tæller mere end adgangen til en vandrutsjebane.
Snart er det slut. Ægteparret har sat hele ejendommen til salg med en udbudspris på 11,5 millioner kroner. En ny ejer overtager både Bramslev Bakker Camping, Restaurant Bramslev Bakker og en unik 224 kvadratmeter stor bjælkehytte, som Helene og Jens Jørgen Vestergaard fik bygget i 2006.
Dertil kommer 15,9 hektar inklusiv den skønneste fredede natur, fjordområdet kan diske op med.
- Vi sælger på grund af dåbsattesten. Vi er begge 74 år og vil gerne væk herfra, mens vi selv kan bestemme, siger Jens Jørgen Vestergaard.
Men nogen let afsked bliver det ikke. Faktisk har parret ikke helt fattet, at de har sat deres perle til salg.
Arbejde og livsstil
En særlig virketrang, arbejdsglæde og flid har hersket på toppen af bakkerne i de 30 år.
Da Jens Jørgen og Helene Vestergaard købte ejendommen i 1992, bestod den kun af restauranten plus en lejlighed på førstesal, som de flyttede ind i. Jens Jørgen beholdt sit fuldtidsjob som driftsleder på Hydrema i Støvring, mens Helene Vestergaard kvittede sit daværende økonomijob i bilbranchen.
Sammen med en stab af kokke og tjenere drev de restauranten, hvis primære omsætning kom fra selskaber. Bryllupper, runde fødselsdage og konfirmationer.
- Det var en livsstil. Du lever i det, for du arbejder hele tiden. Men jeg kunne lide det. Især at møde alle de mennesker, som var så glade for deres fester i restauranten. Men det var også et hårdt liv, husker Helene Vestergaard.
- Helene og Jens Jørgen Vestergaard købte Restaurant Bramslev Bakker i 1992.
- Nu har de sat hele deres ejendom til salg. Den omfatter:
- 15,9 hektar jord inklusiv de fredede Bramslev Bakker ned mod Mariager Fjord. Her er badestrand og badebro.
- Bramslev Bakker Camping med plads til 100 enheder.
- Restaurant Bramslev Bakker med stor lejlighed på førstesal
- Bjælkehuset "Midgaard" fra 2006, der er på 224 kvadratmeter.
- Ejendommen sælges i licitation med en udbudspris på 11,5 millioner kroner.
I 2004 bortforpagtede de restauranten. Helene Vestergaard, der tidligere havde været institutionsleder, vendte tilbage til det kommunale og blev dagplejeleder - først i Galten Kommune og siden i Mariagerfjord.
I mellemtiden havde Bramslev fået en campingplads. Da ægteparret købte i 1992, var der allerede i lokalplanen banet vej. Jens Jørgen begyndte at bygge, og i 1998 kunne de første campingvogne rulle ind og slå lejr. Campingpladsen med 100 enheder drev han ene mand, mens han fortsat passede sit driftslederjob.
I 2010 - som 62-årig - stoppede han på Hydrema, men har lige siden været campingfatter. På trods af sin modne alder, klarer han alt alene, bortset fra i de seneste år, hvor han har købt assistance hos et rengøringsfirma, når der blev alt for travlt i højsæsonen.
- Jeg vil gerne have noget at lave, og har aldrig forestillet mig et pensionistliv uden et arbejde, siger han.
Sidste runde ved midnat
Bramslev Bakker Camping har hverken legeplads eller vandland. Derfor hører de fleste gæster til den gruppe, som Jens Jørgen Vestergaard kalder "den modne ungdom".
- Her er naturen det unikke, og den er jeg meget tro mod, siger Jens Jørgen Vestergaard.
Han åbner receptionen klokken 10, men gæsterne kan altid på telefon tilkalde ham fra privaten. Over middag gør han rent i fællesområderne, og han går sidste runde på pladsen ved midnatstid for at tjekke, at alt er vel. Ind imellem agerer han turistguide og snakker meget med gæsterne.
- Jens Jørgen kan godt lide at gå og pussenusse om campisterne, griner hustruen.
At drive campingplads er meget mere end et arbejde, understreger Jens Jørgen Vestergaard og tilføjer, at Bramlev Bakker Camping også er en udmærket forretning.
- Vi må melde udsolgt i store dele af højsæsonen og i påsken, pinsen og bededagsferien. Vi har 40 fastliggere og ønsker ikke flere, så der er venteliste. Jeg kunne nok leje alle pladser ud til fastliggere, men det vil give en forkert atmosfære på pladsen, forklarer han.
Bjælkehuset "Midgaard"
Seneste blomst i Helene og Jens Jørgen Vestergaards smukke Bramslev-buket er bjælkehuset, som de fik bygget i 2006. Indtil da boede de i lejligheden oven på restauranten, men det blev ikke holdbart, efter at de i 2004 havde overladt driften til en forpagter.
- Bjælkehuset er nok det bedste, vi har skabt. Vi har nydt det hver eneste dag, smiler Helene Vestergaard.
Hele huset er bygget i tykke granstammer og er omkranset af en træveranda. Herfra kan man mod syd skue ud over det ganske fjordland og langt ud i horisonten.
Ægteparret er smerteligt bevidste om, at afskeden med Bramslev Bakker bliver meget svær.
- Vi føler jo, at det er et livsværk, vi sælger. Vi har fået skabt virkelig meget, siden vi købte for 30 år siden, siger Jens Jørgen Vestergaard.
Hustruen supplerer:
- Vi håber, at de nye ejere også får nogle følelser for stedet. At de mærker kærligheden til Bramslev Bakker, de fredede områder og fjorden. Vi håber, at man ikke bare vil se området som cool business, siger Helene Vestergaard.
Hvor parret skal bo, når deres ejendom engang er solgt, aner de ikke.
- Vi skal aldrig bo i en lejlighed og heller ikke i et almindeligt parcelhuskvarter. Det bliver ikke let at finde noget, siger de.
Mens de fortrænger, at de om måske ikke så længe skal forlade det lille paradis ved Mariager Fjord.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.